Næstved Havn er en god forretning for Næstved
Havnebestyrelsen på Næstved Havn har været tilbageholdende med at reagere på kommunens undersøgelse af havnens fremtid, der blev udført af COWI. Årsagen er, at Havnebestyrelsen, mener at kunde- og markedsanalysen er afgørende for den videre stillingtagen til havnens fremtid. EY-Parthenon skrev i december 2022 i deres notat, at der ikke er foretaget undersøgelser nok til at kunne udtale sig om forretningsgrundlaget for en havn. De beskrev i deres notat til kommunen, hvordan undersøgelsen burde laves. Havnebestyrelsen har bedt EY-Parthenon om at foretage denne undersøgelse og nu foreligger resultatet.
Det er vigtigt for erhvervslivet i Næstved, at der er en havn
Én af de væsentlige konklusioner i EY-Parthenons rapport er, at havnens tilstedeværelse i Næstved er afgørende for glasklyngens placering i Næstved. Det vil medføre meget store forøgelser af Reilings og Ardaghs transportomkostninger, hvis de skulle benytte sig af andre havne.
Andre virksomheder påpeger, at Næstveds placering så langt inde på Sjælland gør det attraktivt at få gods ind i netop Næstved, da det giver god adgang til det sjællandske marked.
Både i EU og nationalt er ambitionen, at transport i stigende omfang skal flyttes fra lastbiler til tog og søtransport for at understøtte den grønne omstilling.
Havnens kunder indikerer behov for større arealer til lager og til processering af gods.
EY Parthenons rapport siger:
- At Næstved Havn har haft vækst i godsvolumen siden 2016 på 4% om året i gennemsnit.
- At Næstved Havn direkte understøtter mere end 630 arbejdspladser i Næstved Kommune, som vedrører arbejdspladser indenfor havnens aktivitetsområde og fra havnens kunder – derudover, understøtter havnens aktiviteter ca. 510 indirekte arbejdspladser i Danmark, som følge af afledte effekter.
- At flere nuværende kunder ønsker yderligere arealer til at supportere fremtidig vækst.
- At nye potentielle kunder også har ønsker om arealer på havnen.
- At flere store markedstendenser har relevans og kan skabe muligheder for Næstved Havn.
Havnebestyrelsen konstaterer: - At det er vigtigt for Næstved at have en havn for at fastholde og tiltrække arbejdspladser.
- At havnen har en væsentlig rolle i forhold til den grønne omstilling af transportsektoren.
- At havnens nuværende og potentielle kunder efterspørger arealer, der skaber muligheder for vækst i deres virksomheder.
Havnebestyrelsen konstaterer på basis af EY-Parthenons rapport, at der ikke længere er tvivl om, at der
skal være en havn i Næstved.
Rapporten i sin helhed er overgivet til Byrådet. Den er fortrolig, da den indeholder oplysninger om
kundernes fremtidsplaner.