Tilskudsmuligheder
Tilskud til havnes udviklingsprojekter
Danske Havne kortlægger løbende tilskudsmuligheder og medfinansiering for projekter i havne. Nederst på denne side har Danske Havne opbygget en oversigt over de fonde, der kan yde bidrag til havnene. Listen vil løbende blive opdateret. Bliver du opmærksom på ordninger og muligheder, der endnu ikke er omfattet af listen, så kontakt gerne Danske Havnes sekretariat.
Hjælp til at finde den rette pulje
Nedenfor finder du information om de forskellige instanser, der kan rådgive i forbindelse med en fondsansøgning, både i Danmark og på europæisk niveau.
Europæiske midler
Ved udgangen af 2020 udarbejdede de europæiske instanser EU’s nye budgetramme for perioden 2021-2027, hvilket også betød, at de europæiske tilskuds- og finansieringsmuligheder blev ændret. Danske Havne vil løbende opdatere denne oversigt, efterhånden som puljerne bliver offentliggjort.
Regioner og kommuner
EU-kontorernes hovedformål er at skabe en international tankegang i kommunerne og at hjælpe med at hjemtage EU-midler til lokale projekter.
EU-kontorerne kan hjælpe med at finde det rette program til et projekt, til at finde de rette kontakter og kan ansættes som konsulent til ansøgning af midler.
- Region Midtjylland: http://www.centraldenmark.eu/
- Region Nordjylland: http://www.eu-norddanmark.dk/
- Region Syddanmark: http://www.southdenmark.be/
- Region Sjælland & Region Hovedstaden: https://www.regionh.dk/copenhagen-eu-office/
Transportministeriet
For havne omfattet af Europa-Kommissionens TEN-T prioritering (se på digitalt kort) er der mulighed for at ansøge om midler fra programmet Connecting Europe Facility (CEF), der indeholder havne-programmerne Motorways of the Sea og TEN-T. Programmerne administreres af EU’s European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency (CINEA). Transportministeriets internationale kontor er ansvarlig for danske projekter og kan kontaktes for at sikre projektets match med program, deadlines, øvrig kontakt til CINEA m.m.
Find en rådgiver
EU-DK Support er en fælles indgang til EU-støtte, som understøttes af et stærkt netværk af EU-rådgivere på tværs af fagområder, landsdele og EU-programmer. EU-DK Support samler alle de rådgivere, der kender EU’s mange forskellige støtteprogrammer – fra forskning, innovation, kultur og erhvervsudvikling.
InvestEU
EU har i det langsigtede EU-budget for 2021-2027 afsat en betragtelig sum penge til at gøre ansøgningsprocessen til europæiske midler lettere. InvestEU vil her fungere som samlet hub for alle europæiske fondsmidler. Ud over selv at råde over fondsmidler giver InvestEU også gratis rådgivning til virksomheder, der har brug for støtte til ansøgningsprocessen. Der oprettes ligeledes en database, hvori man kan søge projektpartnere. Dette er f.eks. relevant for Interreg-midler, der kræver bi- eller multilaterale ansøgninger.
Funding Hotline
Danske Havne har i samarbejde med Nordic Innovators oprettet en funding hotline, der er gratis for medlemmer. Servicen omfatter bistand, som kan besvares telefonisk, og uden egentlig sagsbehandling.
For at benytte denne hotline kan du kontakte Danske Havne eller ringe direkte til Kristoffer Ris fra Nordic Innovators på +45 22 74 59 70