Godt med grøn pulje til danske færger
”Det er en god nyhed lige op til Store Bededagsferien, at regeringen og støttepartierne er blevet enige om en pulje på 200 mio. kr. til omstilling af de kommunale færger til mere grøn drift”. Det siger direktør Tine Kirk, brancheorganisationen Danske Havne, som kommentar til dagens politiske aftale om grøn omstilling af Danmarks 66 kommunale færger.
Det er COWI, der i en analyse har fremlagt, at man nyttigt kan omstille færgerne til en mere klimanyttig drift efter at Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark pegede på netop færgerne som et godt sted at omstille transportsektoren.
”Puljemodellen er rigtig god”, siger Tine Kirk, ”for der er jo indlysende forskelle på, hvordan den enkelte færgerute bedst kan omstille sig til mindre CO-udledende drift, afhængig af færgetype, sejltid, antal afgange og den slags. En pulje, man kan søge i, giver fleksibilitet for kommunerne. Det er godt, for det kan bidrage til at sikre, at tingene faktisk kommer til at ske”, siger hun.
Danske Havne noterer også med tilfredshed, at puljen udmøntes med 150 mio. kr. allerede i år og 50 til næste år, og at tildelingen sker efter principper om CO2-effekt pr. tilskudskrone.