Vordingborg Havn: Milliard investering i grøn energiproduktion
Kommunalbestyrelsen bakkede på deres møde, onsdag den 31. maj, op om en ansøgning fra Vordingborg Havn om at igangsætte en lokalplanproces, der er grundlaget for milliard investering fra to nye virksomheder.
Baggrund
Baggrunden for ansøgningen er, at Vordingborg Havn ønsker at etablere et nyt havneanlæg som består af en kaj, kajgade og et tilstødende havneareal. Anlægget kaldes for en multi pier, fordi den har flere funktioner. Multi pieren etableres i forbindelse med, og direkte op til, den igangværende havneudvidelse, hvor to nye grønne virksomheder, Arcadia eFuels og Vordingborg Biofuel, planlægger at etablere sig. Herudover skal havnearealet på pieren bruges til en stigende import og produktion af råstoffer, sand og grus af en eksisterende kunde.
Milliardinvestering
Multi pieren er afgørende for de nye virksomheder, der tilsammen investerer i omegnen af 10 milliarder i produktionsanlæg på Vordingborg Havn. For at både materialer til produktionen kan indskibes samt for at slutprodukterne, i form flydende eFuels og biobrændstof, kan udskibes er det nødvendigt med det nye kajanlæg. Med det nye anlæg får havnen mere kapacitet til afvikling af de mange skibsanløb som vil stige i de kommende år, i takt med at godsmængderne øges. Det nye anlæg vil også imødekomme den stigende og løbende efterspørgsel på havnearealer fra havnens nuværende og nye kunder.
Den grønne omstilling stiller nye og store krav til alternative løsninger til transportområdets brændstoftyper, og her kommer Vordingborg Havn og Vordingborg Kommune til at få en vigtig rolle. Over en årrække har der været et tæt samarbejde med Arcadia eFuels og Vordingborg Biofuel, der henholdsvis skal fremstille fossilfrit brændstof til fly og skibsbranchen.
Vordingborg Havn ligger geografisk meget attraktivt med god adgang til de blå ”motorveje” i både nord- og sydgående retning. Blandt andet af den grund ønsker begge virksomheder at bygge deres produktionsanlæg på havnens nyeste etape.
Med to nye grønne energiproducerende virksomheder er Vordingborg Havn og kommunen godt i gang med at omsætte visioner til virkelighed. I de politiske målsætninger og strategier i Vordingborg Kommune og ikke mindst i Erhvervsmasterplanen, nævnes Vordingborg Havn i adskillige afsnit – både i forhold til understøttelse af den grønne omstilling, men også i forhold til erhvervsudvikling. Det er to store områder, der skal satses målrettet på, så klimamålsætninger, beskæftigelse, udvikling og investering i Vordingborg Kommune styrkes.
Kort sagt er det en glædelig situation for både havn og kommune, at der arbejdes ambitiøst på at tiltrække nye virksomheder og styrke de nuværende erhverv, alt sammen tiltag, der ovenikøbet kan bidrage til en cementering af Vordingborg Kommune som kraftcenter for grøn energiproduktion og ikke mindst skabe arbejdspladser og bosætning.
Vi må og skal forholde os til udviklingen og den grønne omstilling og Vordingborg Havn har nu i flere år arbejdet med tiltag, der skal understøtte de politisk vedtagne målsætninger. Når to virksomheder ønsker at investere i omegnen af 10 milliarder DKR i vores kommune, og endda bliver banebrydende inden for deres felt, skal vi naturligvis bakke op og hilse dem velkomne.” (citat havnestyrelsesformand, Daniel Irvold (K))
Havnens ledelse glæder sig over, at lokalplanprocessen nu kan sættes i gang. Processen forventes endeligt afsluttet i starten af 2024.
Foto: Daniel Irvold