Vordingborg Havn med i stort EU-forskningsprojekt om modernisering og klimaoptimering af transportsektoren i Europa
De næste tre år bliver Vordingborg Havn en del af et stort EU-forskningsprojekt. EU-kommissionen har udvalgt et projektforslag, der skal arbejde med EU’s ønske om at flytte gods væk fra Europas veje ved at optimere transporten af gods via Europas indre vandveje. Projektet hedder AEGIS og står for Advanced Efficient Green and Intermodal Systems.
“Vi er utroligt glade for at være en del af AEGIS-projektet. Det passer godt ind i vores udviklingsstrategi og hænger desuden godt sammen med den næste havneudvidelse og med havnens grønne omstilling. Vi kan kun glæde os over, at et så visionært og spændende projekt ser dagens lys, og at vi som havn, i tæt samarbejde med mange spændende og internationale partnere, kan være med til at bidrage til modernisering og klimaoptimering af transportsektoren i Europa.”, udtaler havnedirektør Jan-Jaap Cramer.
Mere gods fra vej til skib
Det overordnede formål med AEGIS-projektet handler om at optimere muligheder for at flytte mere gods fra vej til skib. Her vil man bl.a. se på, hvordan man kan håndtere fremtidens autonome skibe. Vordingborg Havn vil i den del projektet få en vigtig rolle som testhavn.
Automatisering og fleksible logistikløsninger
I AEGIS-projektet vil Vordingborg Havn bl.a. i samarbejde med DTU, DFDS, Aalborg Universitet og Port of Aalborg analysere muligheder for hurtigere, grønnere og mere fleksible logistikløsninger med særlig fokus på fremtidens automatisering af både havneterminaler og skibe i de bynære erhvervshavne. Vordingborg Havn har med sin beliggenhed og udvikling et stort potentiale for håndtering af også mindre skibe, der med en mindre fragtvolumen, nemt og hurtigt kan sejle til og fra havnen og dermed komme tættere på slutmodtageren for derved minimere trafikbelastningen på de danske veje.
En del af EU’s største støtteprogram
AEGIS finansieres gennem EU programmet Horizon 2020, som er det største støtteprogram til forskning og innovation i EU’s historie med et samlet budget på 75 millioner euro. Både ansøgningsprocessen og den forestående udførsel koordineres af det norske konsulenthus SINTEF OCEAN, der er et af Europas største, uafhængige forskningsinstitutter med stor erfaring fra andre projekter i EU-regi.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
CEO Vordingborg Havn Jan-Jaap Cramer – 24 76 41 93 og jjcr@vordingborg.dk
Kommunikation og presse – Christina Mayland – 61 61 05 38 og chbi@vordingborg.dk
Læs også AEGIS press release på http://aegis.autonomous-ship.org/images/AEGIS-pr-en.pdf