Vilje til mere nærskibsfart i Det Blå Danmark
Danske Havne har sammen med de øvrige organisationer i Det Blå Danmark besluttet at skabe en proces for at genoplive Short Sea Promotion Center Denmark og skabe nye politiske initiativer for at fremme søtransport over kortere afstande. På et møde onsdag den 4. maj 2016 besluttede en række maritimt relaterede brancheorganisationer og myndigheder at genoplive engagementet i Short Sea Promotion Center Denmark. Centeret er et samlingspunkt for alle de aktører, der ønsker at gøre nærskibsfart og multimodale transportløsninger mere attraktive.
”Hvis vi kan rykke en del af den tunge godstransport til søs, får vi mindre tryk på vejnettet. Mere søtransport giver også mulighed for at udnytte kapaciteten i havne bedre. Det er sund fornuft,” siger Danske Havnes direktør Bjørn B. Christiansen.
Alle parter ser Short Sea Promotion Center Denmark som et forum for transportpolitiske diskussioner om øget søtransport eller barrierer, der gør det mindre attraktivt at sejle containere og trailere over kortere afstande. Det kan også være et forum for konkrete udviklingsprojekter, der understøtter transport ad søvejen.
”Samarbejdet i Short Sea Promotion Center Denmark skal gøre det attraktivt at vælge nærskibsfart og det rette miks af sø- og landtransport. Et opgør med eksisterende bøvl og barrierer kræver bred opbakning, hvorfor det er yderst positivt, at både organisationer og myndigheder bakker op om initiativet,” siger Bjørn B. Christiansen.
På mødet deltog foruden Danske Havne repræsentanter fra Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, DI Transport, Danske Havnevirksomheder, Danske Speditører, Danske Maritime samt Søfartsstyrelsen. Transportministeriet måtte melde fra på dagen. For mere information. Kontakt Bjørne Løf Henriksen, Danske Havne, og læs flere nyheder fra Danske Havne her. Direktør Bjørn B. Christiansen, Danske Havne