Vilje til erhvervsfiskeriet ønskes
Danske Havne hilser Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsens invitation til serviceeftersyn af fiskeriområdet i 2016 velkommen. Ministeren har inviteret til fiskeriarrangement den 7. april 2016 på Vejlefjord med fokus på, hvad der skal til for at styrke udvikling og vækst i fiskerierhvervet, og Danske Havne er klar.
”Danske Havne har som udgangspunkt, at det, der er godt for havnens kunder, er godt for havnen. Erhvervsfiskeriets rammevilkår bliver hvert år fastsat meget sent, og det påvirker fiskerne og dermed også havnene. Gode og stabile rammevilkår for fiskerne vil have en afsmittende virkning på fiskerihavnene,” udtaler Gitte Lillelund Bech, direktør, Danske Havne.
”Fiskerihavnene vil meget gerne fastholde den danske position som EU’s største fiskerination. Vi kan understøtte fiskeriet, blandt andet med nødvendige investeringer i nye faciliteter for fiskerne og følgeindustrien. Det giver arbejdspladser til vands og på land. Derfor ønsker Danske Havne, at det danske program under den Europæiske Hav- og Fiskeri Fond fremadrettet prioriterer tilskud, der kan sikre det. Havnene finansierer gerne deres halvdel af investeringerne for at fastholde Danmarks førerposition, hvis EU kommer med den anden halvdel,” fortsætter Gitte Lillelund Bech.
”Jeg håber, at Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen vil lytte til vores forslag, der alle vil bidrage til regeringens politik om vækst i landdistrikterne. For fiskerihavnene ligger i landdistrikterne. Derfor kunne konklusionen på ministerens arrangement være, at der laves en national strategi for erhvervsfiskeriet, herunder transport, import og eksport og kortlægning af sære regler. Det vil vise ministerens vilje til erhvervsfiskeriet,” slutter Gitte Lillelund Bech.
Ca. 20 pct. af al fisk i EU landes af danske fiskere. Det gør Danmark til EU’s største fiskerination. Samtidig har Danmark et meget alsidigt fiskeri, der stiller forskellige krav til havnes infrastruktur og forståelse af værdikæder fra hav til spisebord. De senere år er der blevet færre, men større fiskefartøjer. Med færre fartøjer er der øget rift om at tiltrække landinger til fiskerihavnene, det være sig både danske og udenlandske landinger. Det er blevet en forretningsmæssig fordel, at havnene fremstår så attraktive, moderne og effektive som muligt for at sikre råvarer til fiskeriindustrien, uanset om det er lokalt eller andre steder end ved havnen. Faciliteter, der medvirker til et kompetenceløft i sektoren, er derfor særligt i fokus. Men også infrastruktur, der sikrer adgang for større fartøjer, og som sikrer havnens kunder mod stormflod og klimaforandringer, skal prioriteres. Direktør Gitte Lillelund Bech, Danske Havne, kan kontaktes på 2042 3061.