Velkommen til “Danmark helt ude af krisen”
Velkommen til ”Danmark helt ud af krisen”. Mange af de initiativer, Regeringen og Venstre er nået til en fælles forståelse af, har en direkte positiv indvirkning på havne og havnes samarbejdsparter. Vækstplan for Det Blå Danmark føres videre, og der er flere tydelige maritime aftryk i en række initiativer. Og så skal det være lettere at etablere sig og drive virksomhed. Danske Havne er spændte på, hvordan rammen bliver fyldt ud Den 17. juni nåede regeringen og Venstre til en fælles forståelse af, hvad der skal til for at bringe Danmark det sidste stykke ud af krisen. Parterne er enige om at arbejde på 89 vækstinitiativer plus det løse. Danske Havne hilser planen velkommen og er spændt på den praktiske udformning og det konkrete indhold. Hvordan skal det være nemmere og billigere at være virksomhed? Ja, det er f.eks. ved tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften (brændeafgiften) og lempelse i PSO-afgifterne. Danske Havne finder derimod, at finansieringen vil være skadelig for hele vindmølleindustrien. Finansieringen fremgår af et par tilføjelser til initiativlisten – det løse. Det er tanken at udskyde opførelse af Kriegers Flak med 2 år. Der lægges op til koncentration og reduktion af kommende udbud af kystnære møller fra 500 MW til 400 MW. Støtten til landvind reduceres med 100 mio. kr. Det bliver derfor mølleindustrien og de havne, der har investeret og tilrettelagt for at fremme den grønne produktion, der kommer til at betale. Vindmølleindustrien skal med helt ud af krisen og opbygge de kompetencer, som bedst opbygges på det hjemlige marked for at styrke eksporten. Der skal lempes på en række af de administrative byrder blandt andet i forhold til moms. Ambitionen er en byrdereduktion på i alt 2 mia. kr. i 2020 i forhold til 2015. Lovgivning og administration kan få et løft. Danske Havne håber på et kvalitetsløft. Når der sker en styrkelse af vurderingen af konsekvenser ved ny lovgivning. Når der sker reduktion i sagsbehandlingstider hos stat og kommune. Der skal fokus på miljøgodkendelser. Spændende at se, hvad det dækker over, når initiativet omsættes til praksis. Der skal investeres i infrastruktur og billigere godstransport. Der skal udmøntes 2,5 mia. kr. til bedre infrastruktur. Måske tænkes der også i tilretninger i forhold til tilkørsler og modulvogntog. Det bør tænkes ind, at lastbiler også skal til havne og at skift mellem bil og skib kan aflaste transportnettet på land. Herudover sker der forlængelse og udvidelse af forsøget med modulvogntog, som selvfølgelig bør omfatte de havne, hvor det er ønskeligt. Der skal også være en ny strategi for eksport- og erhvervsfremme. Ambitionen er en bedre kommunal erhvervsfremme. Mange havne har dialog med den lokale erhvervsindsats, men ingen tvivl om, at der er behov og ønske om et løft mange steder. Der skal være bedre vilkår for kystturisme med en pulje til denne form, og der planlægges fuldt momsfradrag for hotelovernatninger. Det sidste nyder ikke kun turisterne, men også virksomhederne og vores udenlandske kunder godt af. Vækstplanen fokuserer på beskæftigelse og uddannelse. Der skal et generelt løft og nytænkning til i beskæftigelsesindsatsen. Blandt de hjørner som kan have en direkte indflydelse på havnene, er ambitionen om flere højtuddannede til Det Blå Danmark og målsætningen om investeringer i forskning og innovation. Der skal være en styrket indsats for innovationsnetværk, hvor flere havne allerede nu deltager lokalt. Der skal være en målrettet indsats for innovationsmiljøet omkring Femern Bælt-forbindelsen. På den maritime side tæller også, at rammevilkårene for offshore-skibe skal styrkes via tonnageskatteordningen, og at der skal ske en modernisering af lodsmarkedet. Et tema i Vækstplan 2014 er lavere priser for forbrugere og virksomheder. Her kommer forsyningsvirksomhederne i spil, når der skal findes effektiviseringer på samlet 3 mia. kr. gennem regulering, som skal tilskynde til effektiv drift. Det er el, fjernvarme, affaldsforbrænding, vand, spildevand, gas og Energinet.dk, der skal analyseres og effektiviseres. På trods af store forskelligheder mellem sektorerne, kan det da være, at der er en fælles viden at høste, som også kan virke inspirerende for andre herunder havne. Se alle initiativer her For mere information. Kontakt Nete Herskind, Danske Havne. Kilde: Finansministeriet