Tøf-Havnekonference med fokus på nærskibsfart og vækst via havne

Nina

8. november 2016 · Læsetid 4 min

vaekstteam-debat-under-toef-havnekonference-oktober-2016

Paneldebat mellem Ole Ingrisch, havnedirektør i Esbjerg Havn, bestyrelsesformand i Danske Havne og medlem af Det Blå Vækstteam, Lars Ahrendtsen, Forretningschef, Fyns Maritime Klynge, Mette Sanne Hansen, Head of Maritime DTU & medlem af Det Blå Vækstteam og ordstyrer, Jakob Svane, sekretariatsansvarlig i Danske Havnevirksomhder, DI

Bjørn B. Christiansen, direktør i Danske Havne, indledte dagen med at give bolden op: ”Der har længe været talt om at øge nærskibsfart, men der er sket overraskende lidt. Hvad skal der til for, at der sker mere indenfor nærskibsfart?” Fælles for mange af svarene var, at der skal mere fokus på at synliggøre fordelene ved nærskibsfart. Peter W. Olsen, transportpolitisk chef i Danmarks Rederiforening, påpegede, at hele fødekæden indenfor nærskibsfart simpelthen skal blive bedre til at tydeliggøre for kunderne, hvilke produkter nærskibsfarten har på hylden. Det skal være tydeligt, at søtransport er et reelt alternativ til landtransport. Speditørernes bud på mere nærskibsfart Speditørerne var også repræsenteret på konferencen, så de kunne svare på det helt grundlæggende spørgsmål: hvorfor vælger I ikke mere nærskibsfart? Jesper Ørvad, direktør, i NTG, forklarede, hvilke principper, der er vigtige for valg af transportform: ” 1. frekvens og transporttid, 2. fleksibilitet – herunder losning og næste læssested, 3. stabilitet og pålidelighed og 4. økonomi. Udfordringen ved nærskibsfart er især det fordyreende led i ’enderne af short sea shipping’, og den mindre frekvente tid, som denne transportform kan tilbyde. Jesper Ørvads bud på, hvad der skal til for at gøre det mere attraktivt at vælge nærskibsfart er – øget samarbejde de forskellige led imellem. Et øget samarbejde vil styrke nærskibsfartens konkurrenceevne, fordi løsningen bliver stærkere på fleksibilitet, stabilitet og frekvens. Det vil så gøre, at nærskibsfarten står stærkere overfor lastbilsløsningen, selvom den stadig halter bagefter på det sidste vigtige punkt: økonomi. Gode argumenter for nærskibsfart – just in time og mindre trængsel Der var også bred enighed blandt oplægsholderne om de gode argumenter for mere nærskibsfart. Nils Skeby, direktør i ADP, fremhævede bl.a. i sit oplæg, at trængslen på vejene er et samfundsproblem. Det er i hele samfundets interesse at finde en holdbar løsning. Her er nærskibsfart en oplagt løsning, der dog kræver at infrastrukturen til og fra havnen også er på plads. Til foråret den 9. marts 2017 afholder ADP A/S derfor også en multimodal konference, hvor netop sammenkædningen af hele transportkæden som løsning er i fokus. Ud over, at nærskibsfart aflaster vejnettet og reducerer trængsel, medfører færre ulykker på vejnettet og er mere miljøvenligt alternativ, fremhævede DTU forskerholdet med Michael Henriques og Jakob Kronbak, at det handler om at sætte fokus på betydningen af ’just in time-princippet’. Det skal ikke alene betyde hurtigt, det kan sagtens betyde, at produktet ankommer, når det skal. På den måde kan nærskibsfarten konkurrere med lastbiler. Jesper Holt Jensen, direktør i Thyborøn Havn, og Lars Sylvester, salgs- og udviklingschef fra Thyborøn Stevedore, lagde også vægt på, at årsagen til succes med eksport af rågrus til Harlingen især bunder i den optimerede transportkæde, som er blevet etableret. I Hirtshals Havns direktør Jens Kirketerp Jensen satte fokus på den nye rute mellem Zeebrugge og Hirtshals, der kom op at stå i februar 2016. Også Jens Kirketerp lagde vægt på vigtigheden af samarbejdet i hele kæden og behovet for at bryde vanens magt. Den nye rute er kommet i stand efter mange kræfter er lagt i fælles koordinering og nogle meget tålmodige rederier. Dagen efter konferencen kunne Hirtshals Havn ovenikøbet annoncere, at rederiet CLdN nu udvider ruten fra Hirtshals til også at omfatte en Rotterdam-Hirtshals. Vækstteamet – vækst via havne Vækstteamet var repræsenteret under konferencen med Ole Ingrisch, havnedirektør i Esbjerg Havn og Mette Sanne Hansen, Head of Maritime DTU. De to medlemmer af vækstteamet fik følgeskab af Lars Ahrendtsen, forretningschef for Fyns maritime klynge i debatten, der handlede om, hvordan havne som udgangspunkt for maritime klynger kan styrkes. Som Ole Ingrisch påpegede, er der politisk kommet en større erkendelse af havnens rolle som vækst- og jobskabere i hele Danmark og den nøglerolle, som havnene kan spille fremover i de nye forretningsområder, der hele tiden opstår. Områder som dekommissionering, de fremtidige grønne tiltag og eksisterende styrkepositioner som fx fiskeri og vind. Se oplæggene her: Se hele programmet her For mere information. Kontakt Sofie Gravers Jacobsen eller Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne, og læs flere nyheder fra Danske Havne her.

Footer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.

LinkedIn Twitter

© 2022 Danske Havne.
CVR: 14582428

  • English