Svovl-konkurrencen
·
Læsetid 2 min
Snart træder de nye svovlkrav i kraft. Det kan blive en konkurrence på teknik, økonomi og kontrol, hvor skibsfarten på danske havne risikerer at tabe. Trods lyspunkter senest med de danske myndigheders arbejde for en nordeuropæisk musketered om håndhævelse af de nye svovlregler, opfordrer Danske Havne fortsat til mere internationalt fodslag Før end vi aner, ringer rådhusklokkerne et nyt år ind. Nytår 2015 – og samtidig skæringsdatoen for de nye svovlregler omkring Danmark og danske havne i Østersøen og Nordsøen. 1. januar 2015 nedsættes kravet til maksimalt svovlindhold i skibsbrændstof fra 1 % til 0,1 %. Forventningen er, at bidraget til luftforureningen kan mindskes med 90 %, og at der dermed kan opnås en væsentlig helbredsmæssig effekt. Svovlkonkurrence handler ikke blot om at blive bedst til renere luft. Det handler nok så meget om teknik, økonomi og kontrol. Teknik ombord på skibene, der skal være klar og have omstillet sig. Hvem får det rigtige og bedste udstyr ombord, hvad gør skibe og havne ved et evt. restprodukt fra røggasrensning? Kan alle nå at komme på plads? Økonomi handler om konkurrenceforvridning. Det er flere regeringer ved at få øjnene op for. Senest har Finlands regering bevilget 4,5 millioner euro i støtte til rederier, der enten skal installere røggasrensning eller konvertere deres brændstofsystem for at leve op til de skærpede krav. De finske rederier Finnlines, Viking Line og NLC Ferry håbede at få 14,5 millioner euro i støtte til 10 skibe. Men selv 4,5 millioner euro er da et pænt tilskud. Udover konkurrenceforvridning i forhold til statslige tilskud handler konkurrenceforvridning også om konkurrence mellem sejlruter og transportformer. Danske Havne ser med bekymring på konsekvenserne. Vil nogle skibe gå uden om Danmark, fordi de ikke lever op til kravene, og i stedet sende godset det sidste stykke med bil? Vil færgeruter kannibalisere hinanden? Vil fly vinde over færger, når passagerer skal rundt i Østersøen? Det er endnu uklart. Så er der kontrollen. Der har været bekymring over, at der ikke var tilstrækkelig myndighedskontrol, så nogle kunne fortsætte som hidtil, mens andre sejler på det dyrere, svovlfattige brændstof. Danmark kunne måske nok blive klar til at gå i front og kontrollere. Danske Havne efterlyser dog en bredere indsats, så det ikke alene er havnestatskontrollen i Danmark, der bliver skærpet, men at skærpelserne sker i alle lande omkring Østersøen og Nordsøen. Der må ikke komme en konkurrence på kontrol, så det bliver for dyrt og for besværligt at gå i dansk havn i forhold til havne omkring os. Regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark indeholder netop en indsats med overskriften ”Styrket håndhævelse nationalt og globalt.” Et fint skridt på vejen er, at de nordeuropæiske lande i starten af juli aflagde en ”musketer ed,” hvor man er enige om at indgå et samarbejde for at effektivisere kontrollen med skibenes svovludledning. Det kan være en begyndelse til et fælles kontrolniveau, og det hilser Danske Havne velkommen. Men der er fortsat behov for mere internationalt fodslag. For mere information kontakt Nete Herskind, Danske Havne. Kilde: ADP A/S