Samråd: “Landevejsprincippet” – hvad vil det betyde for havnene
Der er enighed blandt ministrene: Vi prioriterer ”Landevejsprincippet.” Vent på finanslovsfor-handlingerne. Hvad er landevejsprincippet? Og hvad vil det betyde for havnene? Kort fortalt betyder ”Landevejsprincippet”, at det skal koste det samme at sejle med færge til og fra ø-kommunerne, som det vil koste at tilbagelægge en tilsvarende strækning på landevejen. Folketinget nedsatte i 2014 en arbejdsgruppe, som skulle analysere, om et landevejsprincip kunne indføres. Med et landevejsprincip vil ø-kommunerne blive trafikalt ligestillet med resten af Danmark. Arbejdsgruppen kom frem til, at der årligt skal bevilges mellem 181 mio. kr. og 281 mio. kr. afhængigt af, hvilken model der er opbakning til. Hvad er blevet diskuteret på de to seneste samråd? Efter høringen om ”Landevejsprincippet” den 1. september 2015 er der blevet indkaldt til to samråd om ”Landevejsprincippet”. Henholdsvis social- og indenrigsminister Karen Elleman og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har været i samråd om ”Landevejsprincippet”. Begge ministre prioriterer fortsat ”Landevejsprincippet”. Sådan sagde både indenrigsministeren og transportministeren på samrådene. På samrådene lød det videre, at der ikke er så mange penge i regeringens kasse efter kasseeftersynet, som det så ud til før valget. Ved en gennemførsel af ”Landevejsprincippet” kan der derfor ikke forventes den fulde model til 281 mio. kr. Landdistriktsudvalget opfordres af begge ministre til at tage ”Landevejsprincippet” med til de kommende finanslovsforhandlinger. Danske Havne om udsigten til indførsel af ”Landevejsprincippet” I 2014 blev taksterne for færgegods nedsat med 76,9 mio. kr. hvert år fra 2016 og frem. Dette blev gjort som en del af Vækstpakke 2014. En nedsættelse af taksterne for persontransport vil derfor også tilføre vækst for øerne. Under samrådene blev her nævnt takstnedsættelsernes betydning for øernes erhverv, turisme og udvikling. En lavere takst vil alt andet lige medføre, at flere personer rejser til og fra øerne. Danske Havne ser positivt på, at Folketinget har fokus på søtransport og dens værdi i hele Danmark. En reduktion i billetprisen og prisen på transport af gods til og fra øerne vil alt andet lige være med til at udjævne de merudgifter, der er forbundet med transport til og fra øerne. Dermed kan det være med til at øge antallet af anløb samt bidrage til øget erhvervsaktivitet. Danske Havne ser frem til at følge de kommende finanslovsforhandlinger. Læs mere fra Arbejdsgruppen her Læs mere om Vækstpakke 2014 her Læs mere om Danske Havne her For mere information. Kontakt Jonatan Sandager Hansen, Danske Havne, og læs flere nyheder fra Danske Havne her.