Professionaliseringen af Rønne Havn A/S’ bestyrelse
Af Thomas Thors, bestyrelsesleder for Rønne Havn A/S 2015 blev året, hvor Rønne Havn A/S’ bestyrelse virkelig så resultatet af de tiltag, direktionen og vore dygtige medarbejdere har foretaget de senere år. I 2013 udarbejdede bestyrelsen og direktionen for Rønne Havn A/S i fællesskab Strategi- og Forretningsplan 2015-2020. Denne plan har ført til en omfattende effektivisering og professionalisering af selskabets drift. Årets resultat på 12,1 mio. kr. ligger betydeligt over det niveau, som selskabet hidtil har præsteret. Direktionen har i den forløbne periode især fokuseret på at ændre arbejdsgange og udvikling af selskabets kerneforretning. Resultatet af indsatsen afspejler sig bl.a. i, at den langfristede gæld, som i 2011 var på godt 147 mio. kr., teknisk set vil være 0 kr. i 2017. Bestyrelsen har med stor tilfredshed fulgt udviklingen i selskabet. Bestyrelsen besluttede i 2013, at selskabet skulle afsætte et større beløb til markedsføring af havnen. En beslutning, der nu synes at give muligheder for en betragtelig udvikling af selskabets forretningsområder. Der arbejdes således målrettet på at positionere Rønne Havn i et yderst konkurrencepræget marked i Østersøområdet, hvor der konstant fokuseres på pris og kvalitet. Udviklingen i det såkaldte frie cash flow har medført, at Rønne Havn A/S i 2018 vil have en investeringsevne på 360 mio. kr. Det bringer selskabet nærmere den nødvendige fremtidssikring af Rønne Havn på et langt tidligere tidspunkt end det, bestyrelsen hidtil havde troet muligt. Bestyrelsen har i 2015 arbejdet med en række modeller til, hvordan en udbygning af infrastrukturen skal finde sted for, at havnen – som Bornholms forsyningshavn – skal kunne håndtere fremtidens stadigt større skibe – og samtidig kunne modstå de forventede hårdere og hårdere vejrpåvirkninger af havnens ydre værker. For Rønne havn A/S’ bestyrelse og direktion er udbygningen afgørende for, at Rønne Havn kan leve op til sin rolle som porten til Bornholm – og desuden leve op til sin målsætning om at blive forudsætningsskaber for den vækst på øen, det bornholmske samfund behøver, ønsker og håber på. Der satses allerede nu på et samarbejde mellem Rønne Havn A/S og flere af øens private firmaer for både at udvikle det maritime område, og på at udvikle offshore området. Et samarbejde der vil kunne udvikles yderligere, når udbygningen af havnen til sin tid er på plads. Bestyrelsen besluttede i 2013, at selskabet skal følge ”Anbefalinger for god selskabsledelse”, som dels peger på vigtigheden af at have de nødvendige kompetencer repræsenteret i en bestyrelse, og dels peger på mere aktivt at udnytte bestyrelsesmedlemmernes kompetencer. Det har været vigtigt for Rønne Havn A/S’ bestyrelse at leve op til anbefalingerne – og som en naturlig konsekvens af dette, besluttede bestyrelsen sig for at afholde et bestyrelsesseminar i slutningen af september 2015, hvor vi skulle drøfte selskabets og bestyrelsens rolle i fremtiden. Vi var inspireret af, at “Danske Havne” i de seneste år har opfordret medlemmerne til at gøre en indsats for at øge professionaliseringen af sine bestyrelser under indtryk af, at havne er forretninger, som udøver deres virksomhed i et konkurrencepræget marked. På seminaret blev vi præsenteret for direktionens forslag til Strategi- og Forretningsplan, døbt “Klar Kurs 2025”. Det er en ambitiøs og realistisk plan, som bekræfter, at selskabets indtjening vil kunne øges markant i de næste år med en dedikeret medarbejderstab og en kompetent bestyrelse. Under indtryk af hvor stort et ansvar bestyrelsen for Rønne Havn A/S har for at skabe et selvstændigt bidrag til udviklingen af havnen, igangsattes i tiden efter seminaret et arbejde for at ændre selskabets vedtægter med henblik på, at der allerede fra maj 2016 skulle komme yderligere bestyrelsesmedlemmer med særlige kompetencer ind i bestyrelsen. Bestyrelsen lagde desuden op til, at hovedaktionæren – Bornholms Regionskommune – fortsat skulle have pladser i bestyrelsen. Forslaget blev, at borgmesteren fra 2018 skal være født medlem, og at kommunalbestyrelsen skal udpege den kommende formand og endnu et medlem. Det er i processen blevet klart for bestyrelsen, hvor vigtig en egentlig bestyrelsesuddannelse er – og det er derfor vores intention at sikre, at alle bestyrelsesmedlemmer, inklusive de nye medlemmer, får muligheden for at blive uddannet, hvis de ikke har en bestyrelsesuddannelse i forvejen. Jeg er selv i 2015 startet på en bestyrelseslederuddannelse forestået af selskabet ”Board Governance A/S”. Det har givet mig et godt indblik i, hvorledes en moderne dansk virksomheds bestyrelse bør sammensættes, og hvilke egenskaber og kompetencer, der er ønskværdige i en bestyrelse – og også et indblik i, at det løbende kan være nødvendigt at ændre bestyrelsessammensætningen for at sikre, at bestyrelsen til stadighed har de kompetencer, der skal til, så bestyrelsen kan bidrage med et selvstændigt bidrag til selskabets vækst. Vi er i bestyrelsen optagede af, at bestyrelsesmedlemmernes kompetencer løbende skal opdateres – ligesom vi understøtter, at direktion og medarbejderstab får de nødvendige uddannelser, der kan sikre, at Rønne Havn A/S kan matche vores konkurrenters kompetencer. På en ekstraordinær generalforsamling den 4. februar 2016 godkendtes nye vedtægter for Rønne Havn A/S, som resulterer i, at bestyrelsen fra maj 2016 vil have 5 bestyrelsesmedlemmer, som er valgt på baggrund af deres særlige kompetencer, herunder erfaring og viden om havnedrift, krydstogtturisme, finansiering, styring af større byggeprojekter, bestyrelsesarbejde, ledelse og netværksdannelse, Vi har store forhåbninger til, at vi i den nye bestyrelse vil kunne arbejde godt sammen, og sammen med direktionen bidrage med forslag, løsninger og strategier til, hvorledes vores målsætning om at få udbygget havnen og få tilført nye forretningsområder til havnen inden for en kort årrække, kan realiseres. Læs flere nyheder fra Danske Havne her. Billedet viser bestyrelsesleder for Rønne Havn A/S, Thomas Thors