Pressemeddelelse – Modtagelse af affald i havne er ikke nyt
Nyt projekt vil se på affaldsordninger i havne – men det har vi allerede Danske havne har i årevis haft modtagefaciliteter og -ordninger, hvor skibe frit kan levere deres affald. Det gælder også plastikaffald. Derudover er der en række havne, der modtager det opfiskede affald. Det sker uden udgift for skibene. Staten derimod tager sig godt betalt i form af affaldsafgifter. Det har Danske Havne i årevis forsøgt at få myndighederne til at lave om på, da havnene allerede bidrager til at løse den samfundsmæssige opgave med at få ryddet op på havet netop ved at modtage affaldet. Når Danske Havne har behov for ridse forholdene op, er det, fordi Plastindustrien, Plastic Change og Det Økologiske Råd netop har underskrevet en samarbejdsaftale om ”Projekt Plastfrit Hav”. Af pressemeddelelsen fremgår, at samarbejdsparterne blandt andet vil udvikle et forslag om, at skibene ikke skal betale for at slippe af med affaldet, når de er i havn. Udgifterne skal indbygges i havneafgifterne. ”Danske Havnes budskab er klart. Den dybe tallerken skal ikke opfindes. Sådan er det nemlig allerede, og sådan har det været i mange år. Der er regler både for, at skibene skal aflevere deres affald, og at havnene skal modtage det. Det skal endda ske uden ekstraomkostninger for skibet, sådan at der ikke er incitamenter til at dumpe det til søs.” siger Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne. ”En række havne går endda et skridt videre og tager også imod det affald, fiskerne får i nettet. Det er en ekstraudgift for havnene, og den bliver ikke mindre af, at staten kræver, at der også skal betales affaldsafgift for det herreløse, opfiskede affald. Danske Havne har i årevis talt for, at statens bidrag til oprydningen netop kan være en afgiftsfritagelse. Danske Havne vil derfor opfordre projektparterne til at se på mulighederne både for genanvendelse af f.eks. fiskeredskaber og ikke mindst at få fjernet den statslige afgift på netop dette affald. Danske Havne bidrager naturligvis gerne til arbejdet”, slutter Gitte Lillelund Bech sin kommentar til det nye samarbejde. Se mere om projektet her. For mere information kontakt direktør Gitte Lillelund Bech, Danske Havne, gitte@danskehavne.dk, telefon 20 42 30 61.