Pressemeddelelse: Grøn strøm gør indtog i Port of Aalborgs erhvervspark
Port of Aalborg indfører grøn strøm som endnu et tilbud til havnens lejere. Hensigten er at hjælpe virksomhederne i erhvervsparken til at blive endnu grønnere i deres drift.
Det vil fremover være lettere for virksomhederne på Aalborg havn at påvirke deres CO2-regnskab positivt uden at ændre driften nævneværdigt. Fra og med i dag køber Port of Aalborg udelukkende grøn strøm, og det betyder, at de virksomheder i erhvervsparken, der er tilknyttet havnens egne målere, vil nyde godt af den nye ordning.
– Vi gør det, fordi vores fornemmeste opgave som udlejer er at skabe de bedst mulige rammer for virksomhederne i vores erhvervspark. Dette omfatter ikke kun skræddersyede bygninger, stærk infrastruktur og gode logistikløsninger. Det omfatter også at skabe de rette rammer for, at virksomhederne kan udvikle sig i en grønnere retning, siger teknik- og bæredygtighedschef hos Port of Aalborg, Mette Schmidt.
Nul udledning
Energistyrelsen definerer ”grøn strøm” som energi fra vedvarende kilder, der i VE-direktivet omfatter vindkraft, solenergi, geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.
I forlængelse heraf har Energistyrelsen fastsat grøn strøms udledning til 0 kg CO2 pr. kWh.
Energileverandørerne kan dog ikke bare kaste om sig med begrebet ”grøn strøm”. Det skal dokumenteres med såkaldte oprindelsesgarantier, der udstedes og administreres af Energinet og Energistyrelsen. En oprindelsesgaranti er et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er at dokumentere over for forbrugerne, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.
Lille merpris med stor effekt
For lejerne i Port of Aalborgs erhvervspark vil der være en merpris på 1,7 øre pr. kWh, men Mette Schmidt er overbevist om, at prisen ikke er afgørende.
– Det gør ikke bare en grøn forskel i verden. Det har også positiv indvirkning på virksomhedernes CO2-regnskab og det klimaregnskab, som flere snart skal levere. Dermed styrkes den enkelte virksomheds konkurrenceevne.
I første omgang omfatter levering af grøn strøm kun de lejere på havnen, som faktureres af Port of Aalborg, mens lejere med egen måler selv administrerer deres el-aftale.
– Vi vil meget gerne hjælpe virksomheder, der ønsker at komme over på grøn strøm, med at få en aftale i stand, afslutter Mette Schmidt.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
- Mette Schmidt, teknik- og bæredygtighedschef, Port of Aalborg A/S, tlf. 29 20 72 53 og ms@portofaalborg.com
- Presseservice: Maja Thordahl Schou, Head of PR, Port of Aalborg A/S, tlf. 22 61 83 08 og mts@portofaalborg.com
Om Port of Aalborg A/S
Port of Aalborg er Norddanmarks største logistikhub med fokus på realiseringen af Aalborg Kommunes erhvervs- og bæredygtighedsstrategier. Vi arbejder intensivt på at understøtte grønnere erhvervsudvikling og har blikket rettet mod både vandsiden og landsiden, hvor vores omkringliggende erhvervspark peges på som Aalborgs fremtidige vækstzone.
Omdrejningspunktet for forretningen er tre strategiske fokusområder: Gods & logistik, erhvervspark og grøn omstilling. Koncernen Port of Aalborg A/S omfatter 7 datterselskaber og ca. 100 medarbejdere. Læs mere på www.portofaalborg.dk.
PRESSEMEDDELSE
Port of Aalborg A/S
Aalborg, 1. oktober 2024