Power-to-X-anlæg på Ensted er rykket et skridt nærmere

Danske Havne

25. januar 2022 · Læsetid 4 min
ni måneder efter offentliggørelsen af planerne om at opføre et Power-to-X-anlæg på Ensted, der er en del af Aabenraa Havn, tror Linde Gas nu så meget på idéen, at koncernen forhåndsreserverer 180.000 kvm til projektet.

Blot ni måneder efter offentliggørelsen af planerne om at opføre et Power-to-X-anlæg på Ensted, der er en del af Aabenraa Havn, tror Linde Gas nu så meget på idéen, at koncernen forhåndsreserverer 180.000 kvm til projektet.

Siden april 2021 har den internationale koncern Linde Gas analyseret på den fremtidige businesscase for produktion af grøn brint på Aabenraa Havn. Power-to-X-projektets omdrejningspunkt er etableringen af et elektrolyseanlæg, der skal producere den klimavenlige brint af grøn strøm fra bl.a. havvindmøllerne i Nordsøen. Brinten skal bruges til produktion af en række grønne, brintbaserede produkter på Aabenraa Havn som f.eks. fossilfrit brændstof til lastbiler, fly og skibe.

– Vi er nu kommet et skridt nærmere, for businesscasen er positiv, og vi tror på projektets potentiale. Derfor har vi netop indgået aftale med Aabenraa Havn om at forhåndsreservere 180.000 kvm på Ensted. Vores aftale definerer bl.a. de rammer og betingelser, der vil gælde for fremtidig leje af det store areal, siger Ulrik Nielsen, der er Lindes Head of Clean Hydrogen i Danmark.

Perfekt beliggenhed

Linde Gas er en global nøglespiller inden for Power-to-X og har en klar målsætning om at understøtte den grønne omstilling ved dels at producere og distribuere grøn brint og dels ved at gøre både produktion og distribution stadig mere bæredygtig. Linde Gas udvikler derfor Power-to-X-projekter i hele Norden og i Danmark, hvor blikket i første omgang er rettet mod Aabenraa Havn. Det er Aabenraa Havns strategiske beliggenhed og de infrastrukturelle forhold, der gør Aabenraa så interessant for Linde, og som skaber noget nær perfekte rammer for Power-to-X-projektet.

– Man kan sige, at alle brikkerne passer og spiller sammen på Ensted i Aabenraa. Først og fremmest er der selve havnen, der er en af de to dybeste i hele Østersøområdet. På Ensted, hvor det gamle kulkraftværk lå, vil vi samtidig få direkte adgang til transmissionsnettet, og hele arealet har de rette sikkerheds- og miljøklassifikationer, siger Ulrik Nielsen og fortsætter:

– Den strategiske beliggenhed med nem adgang til E45 og med rigtig gode eksportmuligheder til det tyske marked bakker også op om projektet, ligesom der er adgang til store mængder teknisk vand, der er en forudsætning for elektrolyse.

Head of Clean Hydrogen i DK Ulrik Nielsen (th), havnedirektør Henrik Thylkjær (mf) samt Dan Skov Sørensen, Business Developer Aabenraa Havn (tv) på den tidligere kulhavn Ensted.

Grønt fyrtårn

På Aabenraa Havn vækker forhåndsreservationen af det store areal på Ensted glæde og begejstring, da det bringer Aabenraa et skridt tættere på en førerposition inden for Power-to-X og bæredygtig udvikling.

– Vi står i en helt enestående situation, som slet ikke kunne forudses, da vi i 2015 begyndte at overveje købet af Ensted. Dengang rakte fantasien ikke meget længere end til tradition havnedrift, for ingen var endnu begyndt at tale om Power-to-X. I dag er faktum, at vi har alle forudsætninger for at udvikle Ensted til en egentlig erhvervsklynge inden for grøn energi og bæredygtighed. Det betyder, at Aabenraa er godt på vej til at blive et grønt fyrtårn, der for alvor kan sætte os på landkortet og som vil få stor betydning for vores fælles fremtid, siger bestyrelsesformand for Aabenraa Havn Erwin Andresen.

Stor interesse

Aabenraa Havn overtog officielt Ensted den 1. november 2021, og havnen oplever massiv interesse for de resterende ledige arealer. Arealerne tæller både flere forskellige grunde og en stor administrationsbygning, der bl.a. rummer kontorer, laboratorier, værksteder og lagerhaller.

– Vi er i rigtig god dialog om de ledige arealer med flere spændende virksomheder, der vil passe ind i den bærdygtighedsklynge, Ensted er under udvikling til. Samtidig håber vi, at administrationsbygningen i fremtiden kommer til at summe af liv fra studerende i gang med nye grønne uddannelser, forskning i Power-to-X-teknologier samt virksomheder og iværksætteri inden for den grønne omstilling, siger Henrik Thykjær, der er direktør for Aabenraa Havn.

Pladsmangel kan blive en udfordring

Aabenraa Kommune, der ejer Aabenraa Havn, har ambition om, at der skal skabes 300 nye arbejdspladser over de kommende fem-ti år på Ensted.

– Udviklingen går langt hurtigere, end nogen havde troet, og ambitionen er derfor ikke urealistisk. Men vi skal selvfølgelig også have plads nok. Vi er endnu ikke løbet tør for plads, men det er klart, at der kan komme en pladsmæssig udfordring. Jeg er dog sikker på, at den kommunale planlægning nok skal følge med og finde gode løsninger, for det her er en helt unik mulighed for hele Aabenraa, som vi ikke vil gå glip af, slutter Henrik Thykjær.

Footer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.

LinkedIn Twitter

© 2022 Danske Havne.
CVR: 14582428

  • English