Positiv udvikling i driften hos Aarhus Havn
Aarhus Havn realiserede i første halvår af 2017 et driftsoverskud på 40 mio. kroner, hvilket er en stigning på 48 pct. i forhold til sidste år. Resultatet er en konsekvens af, at Aarhus Havn har haft markante fremgange på nogle af virksomhedens store forretningsområder, mens andre forretningsområder har trukket resultatet i anden retning. Stigningen i driftsoverskuddet er fremkommet ved, at Aarhus Havn har øget sin omsætning i årets første seks måneder med 9 mio. kr. til i alt 136 mio. kr., mens de samlede omkostninger er reduceret med 4 mio. kroner til i alt 96 mio. kr. Forretningsområderne container, fast bulk, ro-ro, krydstogt og projektlast har bidraget positivt til stigningen, mens flydende bulk har trukket den anden vej. Containeromsætningen, der er Aarhus Havns største forretningsområde, er gået frem med ikke mindre end 14 pct., hvilket svarer til, at der er løftet 1.821.000 tons containergods over kaj. Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen kalder det yderst tilfredsstillende, at virksomheden fortsætter sin positive udvikling indenfor containerområdet. Men han gør samtidig opmærksom på, at det gode resultat for første halvår af 2017 blandt andet er påvirket af en ekstraordinær tilgang af gods i juni. ”Vi fornemmer at flere at vores kunder er inde i en rigtig god udvikling, der betyder mere gods fra eksisterende kunder, ligesom vi er i stand til at tiltrække nyt gods. Men vi må alligevel nok forvente, at både omsætningsstigningen i andet halvår og vores årsresultat bliver mindre prangende,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen. Også foderstofomsætningen har været inde i en meget positiv udvikling med en stigning på 13,2 pct. Til gengæld er omsætningen af mineralsk olie præget af et meget ustabilt marked, hvilket har reduceret olieomsætningen med ca. 1/3. Den reducerede omsætning af olie betyder, at den samlede godsomsætning i årets første seks måneder er steget med 2,1 pct. Yderligere oplysninger: Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen, mobil 20605214 Læs flere nyheder på Danske Havne her