Bedre biodiversitet
Som motorveje på land er havne og sejlrender afgørende infrastruktur for de mange skibe med varer og gods, som passerer ud og ind af de danske erhvervshavne. Forsyningen og færgerne betyder meget, både lokalt og regionalt, for virksomheder og borgere. Den infrastruktur skal udvikles – samtidig med øget naturgenopretning i kystvandene.
Sejlrenderne er en hovedfærdselsåre og livsnerve for Danmark, der løbende skal moderniseres og vedligeholdes. I de kommende år skal det ske i sameksistens med flere initiativer til naturgenopretning i kystvandene.
Danske Havne ser med stor bekymring på, at EU’s miljø- og naturregulering i stadig stigende grad virker ineffektiv, utrolig dyr, bureaukratisk og unødigt generende for erhvervsliv og havne – uden at miljøforbedringerne står mål med de store indsatser. Proportionalitet og fornuft mangler, hvilket medfører uacceptabelt lange sagsbehandlingstider på godkendelser og spild af samfundets ressourcer.
Danske Havne lægger vægt på, at regulering af vandmiljø fra EU forvaltes så smidigt og erhvervsvenligt som muligt i Danmark, så projekter ikke forsinkes og fordyres, uden at biodiversitet og naturtilstand forbedres proportionalt.
Samtidig bør den danske regering prioritere at få tilpasset EU-reglerne, så de bliver effektive, tidssvarende og sikrer sameksistens mellem havn, erhverv og den omkringliggende havnatur.
Danske Havne ønsker, at erhvervshavne kan ansøge om og deltage i projekter under Havnaturfonden og lignende fonde, så udbygnings- og vedligeholdsprojekter kan optimeres og designes i forhold til øget biodiversitet på og i nærheden af anlæggende.
Erhvervshavnene skal inddrages tidligt, når der planlægges biodiversitets-/ genopretningsprojekter i et område, der kan få betydning for havnens drift.
Danske Havnes Position
Danske Havne arbejder for, at erhvervshavne altid kan tilbyde åbne og vedligeholdte sejlrender, samtidig med at der sker naturgenopretning i kystvandene rundt om havnen.
Danske Havne ønsker, at erhvervshavne kan deltage i projekter under Havnaturfonden og lignende fonde.
Danske Havne ønsker, at erhvervshavne inddrages, når der foretages biodiversitetsog genopretningsprojekter, som kan have indvirkning på havnes drift – både på kort og længere sigt.