Danske Havnes politiske anbefalinger vedr. en teknologineutral havnelov
Danske Havne ønsker, at havnelovens §9, stk. 6 nr. 5 hurtigst muligt ændres, så havnene kan eje og drive alle typer vedvarende energi, og dermed bidrage mere til målet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
Problemet:
Da havneloven blev skrevet for over 10 år siden, var solceller ikke en aktuel VE-teknologi i Danmark, og derfor indgik de ikke på oversigten over den vedvarende energiproduktion, som havnene kan investere i. Der er i dag mange 1000 m2 tagflader i de danske erhvervshavne, hvor der hurtigst muligt burde sættes solceller op, men hvor den nuværende lovgivning spænder ben. Det problem med neutralitet har også været tilfældet i en række andre love, som løbende er rettet til en VE-teknologineutral formulering. Det bør også ske i havneloven.
Af havnelovens §9, stk. 5 fremgår: ”Den kommunale selvstyrehavn kan i den pågældende havn alene eller i samarbejde med andre….5) eje og drive bølge- og vindenergianlæg og sælge overskudsproduktion herfra.” Løsningen:
- Havnelovens § 9, stk. 6 nr. 4 skal rettes til ”eje og drive vedvarende energiproduktionsanlæg og sælge overskudsproduktion herfra”
- Erhvervshavnene gives lov til alene, eller i partnerskab med andre aktører, efter godkendelse, at opstille og drive anlæg til vedvarende energiproduktion, herunder at benytte den grønne energi i havnens drift og installationer. Dette kan også omfatte grønne landstrømsanlæg, som leverer forureningsfri og støjfri energi til de skibe, som ligger til kaj i havnen.
Gevinst:
Mere billig og grøn dansk strøm Afgiftsteknisk vanetænkning bør ikke være en barriere for, at erhvervshavnene hurtigst og lettest muligt kan udnytte lagerhallernes store flader til at producere ren lokal energi. Denne produktion vil stadig være en bibeskæftigelse i forhold til den almindelige havnedrift.
Det er altid det mest effektive at bruge strømmen tæt ved det sted, hvor den produceres. Her er der et betydeligt og endnu ikke udnyttet potentiale i de danske erhvervsområder, – herunder de danske erhvervshavne, hvor solcelleanlæg kan gøre en stor forskel. Og det uden at hverken natur eller naboer generes.