Nye tal: Hirtshals Havn vækster for 10. år i træk
Vækst for 10. år i træk kendetegner Hirtshals Havn, hvor der med 148.000 enheder i 2018 var det største antal lastbiler og trailere over havnen nogensinde. Dermed er der realiseret en vækst på 6.000 enheder i forhold til 2017. I 2018 har Hirtshals Havn fastholdt en godsmængde på 1,9 millioner ton, der tilsvarende udgjorde godsmængden i 2017. Hertil er det imidlertid helt afgørende at anføre, at en sten- og grusoperatør indstillede aktiviteterne på havnen i 2018, hvilket har givet havnen en mærkbar nedgang i bulkaktiviteterne. Det tabte er imidlertid med al tydelighed modsvaret af væksten i lastbiltrafikken. Mærkbar vækst i kerneforretningen “Det er naturligvis altid negativt at miste forretning, men vi forholder os til, at vi i året har realiseret en mærkbar vækst i vores kerneforretning, nemlig lastbiltrafikken. Hirtshals Havn er kendetegnet ved en lokalisering, der giver en logisk begrundelse for at udvikle multimodale og ro/ro-løsninger ud fra havnen, og det er den udvikling, vi så blive til virkelighed i 2018 og de forudgående op mod 10 år,” forklarer bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen og fortsætter: “Det resultat, vi har set i 2018, betyder, at vores vækstambitioner for de kommende år absolut ikke er blevet mindre end tidligere, når vi ser på udviklingen i aktiviteterne og det aktivitetsniveau, der er realiseret på Hirtshals Havn i 2018. Vores strategiske fokusering understøttes af havnens lokalisering, som spiller sammen med de naturlige potentialer som vi dermed kan udnytte.” Der landes fisk for en halv milliard Hirtshals Havn er en af Danmarks største fiskerihavne, og i 2018 udgjorde værdien af den fisk, der er landet i havnen, samlet 560 millioner kroner. Der er tale om en vækst i forhold til 2017 på 12,7 procent, hvor landingsværdien udgjorde 497 millioner kroner. “Vi har haft en positiv udvikling inden for fiskeriet i 2018, og det er naturligvis tilfredsstillende, også da landingsværdien, der er realiseret i 2018, kun er overgået i to ud af de forudgående 10 år. Vi må dog samtidig slå fast, at der både for havnen og den fiskeindustri, der ligger i Hirtshals, er behov for øgede tilførsler i form af øgede mængder. Vi må nødvendigvis forholde os kritiske til den vækststrategi, vi har på fiskeriområdet, og sikre os, at den er i balance med vores rammebetingelser, så vi i fremtiden står stærkest muligt i fiskerisektoren,” afslutter bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen.