Nyborg får to krydstogtanløb i sommeren 2020
Krydstogtturismen i Danmark vokser, og en række danske havnebyer sætter i 2019 rekord i antallet af krydstogtskibe og gæster. Havneselskabet ADP, som ejer og driver havnene i Nyborg, Fredericia og Middelfart, har siden 2012 arbejdet med udvikling af krydstogt i Fredericia, og på få år har man opbygget en succesfuld destination. ADP sætter i år rekord med 20 anløb til Fredericia.
ADPs erfaring og kendskab til krydstogtmarkedet og de internationale rederier skal nu bruges til udvikling af Nyborg som ny krydstogtdestination. ADP har allerede fået bekræftet de første to anløb til Nyborg i sommeren 2020 med skibet MS Berlin fra rederiet FTI Cruises. Skibet anløber 17.juli og 14. august 2020. Skibet har 412 gæster og 139 besætningsmedlemmer. Gæsterne ombord er tyske, og de tilhører et segment, som rejser efter autentiske oplevelser. Rederiet FTI Cruises kommer på site inspection i Nyborg i maj måned 2019, hvor de vil se byen og havneterminalen.
”Vi har godt fat i de internationale krydstogtrederier og er vant til at sælge de store turistattraktioner på Fyn som f.eks. Egeskov Slot og H.C Andersens Hus, når vi besøger rederierne. Jeg deltager i næste uge i verdens største krydstogtmesse i Miami i Florida, hvor jeg skal markedsføre og sælge både Nyborg og Fredericia til internationale rederier og rejseagenter”, siger Line Tange, Cruise Manager i ADP A/S.
Nyborg har erfaring med krydstogtanløb
Nyborg by har allerede tilbage i 2016 prøvet kræfter med afviklingen af et krydstogtanløb, da skibet MV Braemar lagde til kaj på Lindholm terminalen i industrihavnen i Nyborg. Anløbet kom i stand med få dages varsel, og i løbet af kort tid fik ADP og byen planlagt og afviklet et anløb med 791 gæster, som fik en fantastisk dag i byen med Nyborg Slot som omdrejningspunkt.
”Internationale krydstogtgæster rejser efter autentiske og historiske oplevelser, og derfor har Nyborg by med Nyborg Slot et stort potentiale for udvikling af krydstogtturisme”, siger Line Tange.
Et samarbejde mellem by og havn
Udviklingen af Nyborg som krydstogtdestination sker i et koordineret samarbejde mellem ADP, Nyborg Kommune og VisitNyborg/Bureauet Nyborg.
”Det bliver rigtig godt for Nyborg, hvis det lykkedes med at tiltrække flere krydstogtskibe til byen. Med ombygningen af Nyborg Slot og satsningen på UNESCO Verdensarvslisten kan byen og slottet blive en helt særlig turistattraktion, som vil appellere til internationale gæster. Samtidig vil krydstogtanløb understøtte byens arbejde med vækst inden for turisme”, siger Kaj Refslund, byrådsmedlem i Nyborg Kommune.
Nyborg ligger også centralt i forhold til skøn natur på Sydfyn og i god køreafstand til flere enestående attraktioner, herunder Egeskov Slot, Valdemar Slot og HC. Andersens Hus i Odense.
”Vi glæder os over, at vi allerede nu har to bekræftede anløb til Nyborg i 2020 og ser frem til at udvikle destinationen i samarbejde med VisitNyborg/Bureauet Nyborg og Nyborg Kommune”, slutter Line Tange.
Yderligere oplysninger
Line Tange
Cruise Manager, ADP A/S
Mobil: 2969 2039
E-mail: lta@adp-as.dk
Kaj Refslund
Byrådsmedlem i Nyborg og bestyrelsesmedlem i ADP A/S
Mobil: 2484 0956
E-mail: kre@nyborg.dk