Ny rekordomsætning på Kolding Havn
Kolding Havn har en ny rekordperiode i første kvartal i 2017 – det bedste første kvartal i mange år og 10% bedre end tilsvarende kvartal sidste år, målt på godsomsætning i tons.
Vækst i Kolding Havn skaber behov for udvidelse
”Vores resultater relaterer sig direkte til den måde, vi prioriterer vores arealer på samt de primære godstyper, vi sammen med skibsagenterne udvælger”. Det fortæller administrerende direktør Anders Vangsbjerg Sørensen i forbindelse med, at tallene for første kvartal er opgjort. ”Vi har mærket, at pladsen på havnen er trang i forhold til den plads og de faciliteter markedet efterspørger. Vi har derfor været meget selektive med både arealdisponering og gods i dette første kvartal. Det er naturligvis også derfor, vi har igangsat en udvidelse af havnen med op til 65.000 m2. Det er dog ikke arealer, som bliver tilgængelige her-og-nu, fordi etableringen vil tage minimum to til tre år.” Kolding Havn har med et flot resultat for hele året 2016 og med fortsat vækst i 2017 oplevet en længere periode med fremgang i godsmængder. I kølvandet på væksten kommer bedre økonomiske resultater og nye jobs på havnen. Det betyder blandt andet, at der er ressourcer til at udvikle vigtige projekter for havnen i et højere gear end tidligere. ”Vi kan tydeligt mærke det boost, det giver at levere gode resultater”, fortsætter Anders Vangsbjerg Sørensen. ”Vi har helt andre muligheder for at bidrage til udviklingsprojekter eller selv at drive processen fremad med hvert enkelt projekt. Udover havnens initiativ med krydstogt, tænker jeg specielt på udvikling af inderhavnen til et fremtidigt ”City-miljø” og det store projekt Marina City, hvor vi også gerne vil være aktive. Vores hovedfokus er naturligvis på den fortsatte udvikling af selve industrihavnen. Der er behov for mere plads for at kunne servicere de ca. 525 skibe, der anløber Kolding Havn årligt, ligesom mere plads er afgørende for at tiltrække nye havnerelaterede virksomheder og arbejdspladser – fx inden for distribution og logistik.” Læs mere på Kolding Havns hjemmeside Læs flere nyheder fra Danske Havne her