Netavisen Altinget: EU-bombe under dansk klima-aftale
Dette er en citathistorie. Den oprindelige historie kan læses hos Altinget her.
En aftale mellem Europa-Parlamentet og medlemslandene kan paradoksalt nok betyde, at de danske klimamål på 70 procents reduktion ikke er nok, og at transport og landbrug må holde for.
Netavisen Altinget har bedt den liberale tænketank Cepos regne på konsekvenserne af en aftale indgået mellem Europa-Parlamentet og EU-medlemslandene. Aftalen indebærer skærpede reduktionskrav til medlemslandene. Det kan, paradoksalt og overraskende nok, føre til, at Danmarks ellers meget ambitiøse mål fra Klimaaftalen i Folketinget fra 2019 om at reducere det danske CO2-udslip med 70 procent senest i 2030, ikke længere er nok.
Altinget skriver:
”Danmark har hidtil skullet levere 39 procents CO2-reduktion i de sektorer, der ikke er reguleret af kvoter, det vil sige især landbrug, boliger og transport. Med aftalen bliver det krav nu hævet til 50 procent.
Ifølge beregninger fra tænketanken Cepos foretaget for Altinget får Danmark svært ved at leve op til kravene med de nuværende klimaplaner.
”Det kan lyde helt barokt, men det er ikke sikkert, at Danmark kan opfylde de nye EU-krav, selv om vi når det selvstændigt danske 70 procent-klimamål. Det hænger i bund og grund sammen med, at politikerne har placeret så mange CO2-reduktioner i kvotesektoren,” siger analysechef Otte Brøns-Petersen.”
Analysen viser også, at man kan blive nødt til at tage fat på CO2-kvoteannulleringer, noget, man afviste med den politiske aftale om Klimaloven for tre år siden.
For at leve op til de forhøjede EU-krav anbefaler Klimarådet, at man hurtigere får leveret drivhusgasreduktioner fra ikke-kvotesektoren – og især fra landbruget og transportsektoren, skriver Altinget.
”Hvis vi kan få landbruget til at levere – ikke bare i 2029 og 2030, men også på vejen derhen – så står vi som samfund bedre,” siger formand Peter Møllgaard til netavisen.
Klimarådet foreslår helt konkret ”at få tempoet op på udtagningen af lavbundsjorder” og at indføre en højere afgift på diesel for at mindske antallet af benzin- og dieselbiler på vejene.