Miljøledelse skal forankres i toppen
Licence to operate: Alle havne overholder miljølovgivningen, men flere havne går længere med systematisk miljøledelse, der tænkes ind i strategi, drift og kommunikation. Danske Havne har udviklet en værktøjskasse til miljøledelse i havne. Konsulenthuset McKinsey har i 2014 lavet en undersøgelse blandt topledelsen i de største danske virksomheder. Undersøgelsen viser, at miljøledelse er en overset konkurrenceparameter. Ud over blot at overholde reglerne kan miljøarbejde betale sig og måles på bundlinjen, hvis miljø tænkes ind i virksomhedens strategi, omdømme og operation. Det er samme udvikling i de danske erhvervshavne. Ved miljøbevidst ledelse kan havneledelsen i vid udstrækning forudse og forebygge miljøkonflikter. Det er havnens bestyrelse og ledelse, der udstikker de overordnede rammer og mål for havnens miljøpolitik. Det er ledelsens opgave at konkretisere politikken inden for disse rammer og i samarbejde med havnens medarbejdere sørge for, at den bliver ført ud i virkeligheden. Danske Havne har i samarbejde med miljøeksperter i medlemshavnene udviklet en miljøværktøjskasse, så flere havne kan sætte sit miljøarbejde i system. I tillæg til værktøjskassen er der et katalog med best practice eksempler på løsninger af konkrete miljøudfordringer og mulighed for at dele denne erfaring. Tit står havnens miljøansvarlige alene med opgaverne, og det er derfor vigtigt at have et fagligt netværk, der kan trække på andres erfaring. Danske Havnes værktøjskasse trækker på eksisterende værktøjer til miljøledelse, herunder havnenes europæiske forening ESPO, der har udviklet konceptet EcoPorts. Hvis alle danske havne kan blive medlem af denne gratis ”miljøklub,” så har vi alletiders mulighed for at sammenligne miljøindsatsen og løfte barren for systematisk miljøledelse i havne. Værktøjskassen har i kort form følgende indhold:
- Miljøledelse på ledelsesniveau og i kerneforretning
- EcoPorts analyse giver overblik over berøringsflade
- Udvikling af grundlag for havnens systematiske miljøarbejde
- Kommunikation
- Nye forretningsmuligheder og netværk
- Certificering
- Dansk og europæisk samarbejde om best practice løsninger.
For mere information kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne.