McKinsey: Havnene kan enten følge med udviklingen, blive opkøbt eller udkonkurreret
·
Læsetid 2 min
Havnesektoren forandrer sig hastigt. Det skriver konsulentbureauet McKinsey & Company i en ny artikel om de amerikanske havne. Havnene kan enten følge med udviklingen, blive opkøbt eller udkonkurreret.
Ikke nok at havnene reducerer omkostningerne Havnene har været kendetegnet ved at opleve vækstrater på mellem 2 og 3,5 gange væksten i BNP. De høje vækstrater i godsmængderne vender ikke tilbage. Derfor er havnene nødt til at forbedre deres services. Havnene har som konsekvens af fald i godsvolumen efter finanskrisen investeret i større kraner, nye kajer og generel mere kapacitet for at opnå stordriftsfordele. Det er ikke naturligt at gøre for sektoren samlet set i en nedgangsperiode, men for den enkelte havn giver det mening at reducere omkostningerne ad den vej. Men det er ikke kun prisen, som betyder noget for kunderne, de vil gerne betale for mere. Kunder vil betale for en bedre service Artiklen konkluderer, at havnene ikke skal øge deres kapacitet for at spare omkostninger. Det vil kun føre til overkapacitet. Havne skal i stedet fokusere på at yde bedre service, som kunderne efterspørger. Den største efterspørgsel findes omkring forbedringer af gennemsigtighed og kommunikation. Og kunderne vil gerne betale for det. I den helt store liga har internetgiganten, Amazon, eksempelvis investeret i sit eget logistiknetværk, fået fragtlicenser og lagt flere bud på både havne og lufthavne. Amazon vil ikke minimere omkostninger, de vil yde en bedre service for sine kunder og styre logistikkæden fra start til slut. Havnene skal spille ind i logistikkæden – fra start til slut Omkostningerne er stadig vigtige, men det handler ikke længere om en simpel omkostningsreducering. Der skal noget andet og mere til. Havnene skal sikre bedre service og bidrage til en bedre logistikkæde. Kunderne gider ikke længere købe enkeltdele fra forskellige udbydere, de leder efter den samlede pakke. Den gode service sikres bl.a. gennem mere og relevant information samt en bedre gennemsigtighed for kunderne. Havnene kan ex. anvende GPS-data til at forudsige en vares leveringstid. Ydelsen fra havne skal blive sammenhængende og differentieret Kunder efterspørger en sammenhængende og samlet logistikkæde hvor havne er koblet sammen med jernbane, fly og vej, og at havnen kan sikre eller bidrage til distribution til slutkunden. Det skal havnene kunne i fremtiden – ellers finder kunderne nogen andre der kan. Havnen skal også differentiere sine priser. Der er ingen ekstraomkostninger ved at ligge til kaj i de bedste tidsvinduer eller ved, at et større skib tager længere tid at manøvre til kaj. Det skal der betales for. Havnen skal tage højere priser for de attraktive ydelser og mindre priser for dårligere tidsvinduer samt gå planken ud og udstede bøder for ubenyttede ydelser, som ellers var bestilt af en kunde. Undersøgelsen viser, at effektiviteten øges med 3-5 % ved at differentiere priser og 12-15 % ved at indføre bøder for ubenyttet havneservice. Det er ifølge artiklen nogle af de håndtag havnen kan skrue på for at yde en bedre service, som kunderne efterspørger og samtidig øge havnens effektivitet. Hele artiklen kan læses på McKinseys hjemmeside For mere information, kontakt kommunikationskonsulent i Danske Havne, Jonatan Sandager Hansen på 2214 3061 eller på jsh@danskehavne.dk Se flere nyheder fra Danske Havne her