Mange muligheder med ny multiplads på Grenaa Havn
Efterspørgslen på lagerplads og arealer er stor. Derfor kan bulk-kunderne på Grenaa Havn nu benytte sig af 20.000 m2 ekstra på en ny stor multiplads. Multipladsen, som har en særledes attraktiv beliggenhed tæt ved kaj, står klar medio juli.
Multipladsen anlægges specielt til oplagring af eksempelvis træflis, som kræver særlige forhold og sikkerhedsmæssige hensyn under opbevaring. Grenaa Havn etablerede i 2018 den første multiplads, som har været meget efterspurgt. Denne gang udvides arealet til det dobbelte, hvilket giver mulighed for at oplagre 47.000 m3 træflis. Pladsen omkranses af betonelementblokke, også populært kaldet beton byggeklodser, som bevirker at produktet kan stakkes i op til seks meters højde. Arealet er ligeledes velegnet til både vindprojekter og deciderede projektlaster.
Opgaven med etablering af pladsen udføres af den lokale entreprenør- og vognmandsforretning Gert Svith A/S. Multipladsen er efter planen klar til brug ultimo uge 29, og den første kunde er allerede klar til at tage pladsen i brug.
Optimal beliggenhed og tilkørselsforhold
”Med denne nye multiplads har vi øget den samlede kapacitet på de to multipladser til 30.500 m2. Den nye multiplads er dobbelt så stor, som den første vi etablerede for et par år siden, og placeringen er yderst attraktiv, idet pladsen ligger umiddelbart op til vores 40 meter brede kaj. Herfra er der efterfølgende adgang til enkel distribution videre ud til hele Midtjylland. Kun få 100 meter herfra er tilkørslen til vores nye nordlige omfartsvej”, konstaterer Theis Gisselbæk, CCO hos Grenaa Havn A/S.
Theis fremhæver også særligt den attraktive beliggenhed for HUB-laster, hvor genlæsning til skib kan foregå effektivt.
”Med Grenaa Havns centrale placering ifm. de internationale sejlruter i Kattegat, en attraktiv vanddybde og fleksibel krankapacitet, har vi et stærkt setup her i Grenaa”, afslutter Theis Gisselbæk.
Sikkerhedshensyn og temperaturkontrol
Forholdsregler omkring sikkerhed og beredskab koordineres nøje i forbindelse med multipladsen, og der er naturligvis indtænkt både brandvej og kørevej efter forskrifterne. Ved oplagring af flis skal der foretages temperaturkontrol. Helt overordnet udarbejdes en særskilt beredskabsplan, inden pladsen ibrugtages med træflis. Multipladsen kan også anvendes til øvrige bulk-produkter, som kan oplagres udendørs. Grenaa Havn investerer løbende i faciliteter og udstyr, der skaber konkurrencemæssige fordele for bulk-kunderne. Denne store multiplads er endnu en investering i rækken af initiativer for at leve op til kundernes ønsker og krav til faciliteter. I øvrigt bygger Grenaa Havn for øjeblikket tre nye store bulkhaller, som alle står færdige i løbet sommeren.
For yderligere info: Theis Gisselbæk, CCO, Grenaa Havn A/S: (+45) 4094 1307