LINDØ port of ODENSE præsenterer overskud på 28,2 millioner
LINDØ port of ODENSE A/S kommer ud af 2019 med et overskud på 28,2 mio. kr. og har samtidig taget markante skridt for yderligere at styrke sin position som en stærk global havneaktør i den grønne omstilling.
Sammenlignet med 2018 er overskuddet vokset betydeligt fra 10,2 mio. kr. til 28,2 mio. kr., mens nettoomsætning og andre driftsindtægter i samme periode er faldet svagt fra 156,3 mio. kr. til 154 mio. kr.
CEO Carsten Aa ser resultatet som tilfredsstillende i et år, hvor koncernen har haft stort fokus på udviklingen og cementeringen af positionen som en af verdens største havneaktører i den grønne omstilling. Han peger på, at fremgangen og årets resultat blandt andet er påvirket af et positivt resultat af finansielle poster på 8,3 mio. kr. Og samtidig er omsætningen fra såvel udlejningsforretningen som logistikafdelingen betydeligt bedre end forventet.
“Vi kan se tilbage på et tilfredsstillende år, hvor vi har konsolideret vores forretning og fortsat den sunde udvikling i en koncern med stor spredning i aktiviteter over flere brancher. Vi glæder os især over, at vi har kunnet indgå flere og betydelige langvarige lejekontrakter med nøglekunder, og vi ser vækst i vores logistikopgaver,” siger Carsten Aa.
Den rigtige strategi
LINDØ port of ODENSE A/S oplever samtidig et fald i skibs- og godsaktiviteter. Antallet af skibsanløb er faldet, og samtidig er godsmængden reduceret med omkring 20 procent sammenlignet med 2018. Det skyldes i udpræget grad, at Fjernvarme Fyn fra 2019 har påbegyndt udfasningen af fossile brændstoffer. Udviklingen er forventelig og understreger ifølge Carsten Aa, at koncernens strategiske satsning på offshorevindbranchen og grøn omstilling er helt rigtig.
“Det understreger, at vi arbejder efter den helt rigtige strategi. Vi har løbende investeret i at kunne facilitere den helt tunge industri, særligt i offshoreindustrien, og her har vi i 2019 taget væsentlige skridt,” siger Carsten Aa.
Han henviser til, at man i samarbejde med LORC er ved at opføre en ny testhal, hvor verdens største vindmøller kan testes. Og havnen har fået overdraget første etape af den nye havneudvidelse med ny kaj, heavyload-område og ekstra bassindybde. Resten af udvidelsen forventes færdig i løbet af i år. Dertil er man i gang med at forlænge portalkransporet, og før jul investerede LINDØ port of ODENSE A/S i verdens største havnemobilkran.
“Med vores tiltag og investeringer forbedrer vi løbende både vores logistik og kapacitet, hvilket også vil tilføre værdi til både industrikunder og kunder indenfor den maritime industri, og vi råder nu over hele værdikæden for tilblivelse af kæmpehavvindmøller fra testfase til produktion og levering. Det er helt unikt og et væsentligt element i vores fremtid som koncern og lokal vækstmotor og arbejdsplads her på Fyn,” siger Carsten Aa.
Godt rustet i en svær tid
Den globale situation som følger af Covid-19 betyder imidlertid også, at koncernen på nuværende tidspunkt i 2020 er negativt påvirket på omsætningen. Og med usikkerheden om tidsperspektivet for en stabilisering er forventningen til 2020, at årets resultat også påvirkes negativt.
“I en svær tid for rigtig mange brancher mærker vi naturligvis også det faldende aktivitetsniveau. Men vi glæder os over, at vi er solidt rustet til fremtiden og er en velkonsolideret havn,” siger
Carsten Aa.