Liberalisering ‘gone wrong’

Danske Havne: Liberaliseringen af havnelodsningerne i Danmark er en liberalisering ”gone wrong”. Med havnelodsningerne har man altså liberaliseret et område, hvor markedet i løbet af 11 år har udpeget Limfjorden som det eneste attraktive område sammen med en håndfuld havne, der betjenes af Danish Pilot Service.

Eva Fiil Nielsen, policy advisor i Danske Havne, har til Søfartens Ledere kommenteret, hvordan liberaliseringen af lodsvæsenet har ført til dyrere priser og ringere service.
Et grundprincip i liberalisering er, at for at der kan dannes et privat marked, skal markedet have en vis volumen, der gør det attraktivt for private aktører at gå ind i. Det har indtil videre vist sig ikke at være tilfældet med havnelodsningerne i Danmark.
I 2006 startede man med at liberalisere havnelodsningerne, der mange steder ikke har en volumen, der gør, at markedsmekanismerne kan fungere. De få private lodserier, der har bevæget sig ind på markedet, har kunnet cherry-picke de attraktive lodsninger, og DanPilot har, som følge af stadig at være pålagt forsyningspligten, skullet opretholde et 24 timers landsdækkende beredskab og tage de resterende lodsninger – endda uden at blive kompenseret økonomisk. Det har tidligere ikke været noget problem, fordi DanPilot har holdt priserne nede ved at lade overskuddet fra transitlodsningerne dække underskuddet fra havnelodsningerne. Fra 2016 og frem mod 2020 konkurrenceudsættes transitlodsningerne også. Det resulterer ikke overraskende i, at DanPilot søger at optimere strukturen i sin forretning på havnelodsningerne og løbende sætter priserne op frem mod 2020 for at dække det underskud på 35 mio. kr., som havnelodsningerne giver ifølge DanPilots årsrapport for 2016. Man står altså i en situation, hvor markedet har vist sig ikke at fungere, derfor er man nødt til at gå ind og korrigere, så opgaven stadig bliver løst på en tilfredsstillende måde. Ringere service til højere pris Med havnelodsningerne har man altså liberaliseret et område, hvor markedet i løbet af 11 år har udpeget Limfjorden som det eneste attraktive område, sammen med en håndfuld havne, der betjenes af Danish Pilot Service. Konsekvensen er, hvis man fortsætter ad samme spor, at havne som Næstved, Vordingborg og Guldborgsund Havne får en ringere service og væsentlige prisstigninger, både via en højere takst og længere lodsninger.
Det er vigtigt, at man sikrer, at der opretholdes en forsyning af lodsninger og samtidig også, at prisen holdes nede.
Vi kender ikke den præcise løsning endnu, men der er flere variabler at skrue på, fx en redefinering af havnenes forsyningsbehov, ændring af reglerne for lodspligt, etablering af en PSO-model eller en lettelse af adgangen til lodsfritagelsesbeviser. Endeligt kan man heller ikke udelukke, at en løsning kunne være, at havnene selv står for at foretage lodsningerne. Det har stor betydning, at vi i Danmark kan opretholde en finmasket infrastruktur med lokale havne. Det er væsentligt, at man finder en løsning på denne problemstilling med den kommende revision af Lodsloven. Revisionen af lodsloven tager for alvor fart her i begyndelsen af 2018, og Danske Havnes bestyrelse tager hul på opgaven på vores kommende bestyrelsesseminar i slutningen af året. For mere information, kontakt policy advisor i Danske Havne, Eva Fiil Nielsen på 6171 0706 eller på efn@danskehavne.dk Se flere nyheder fra Danske Havne her