Leder: Lidt sommertanker – Global handelskrig og hvorfor har Danmark så mange havne

Danmark har mange havne. Relativt flere end andre lande. Kan det forklares? Her gives et forsøg på en delvis forklaring, og det trækker tråde til Kinas afvisning af alliancen mellem verdens tre største container rederier, P3. Der er noget, der ligner Sekretariatschef Tom Elmer Christensen, Danske Havne Der er mange og gode grunde til, at Danmark har så mange erhvervshavne. 85 erhvervshavne er der.  Men der er sikkert også gode grunde til, at der burde være færre havne i Danmark. De europæiske lande har relativt få, men store erhvervshavne. Hvis Danmark havde fulgt denne udvikling, ville vi højst have 15 havne. Resten ville være lystbådehavne. Hvorfor denne forskel? Hvorfor følger de danske havne ikke den almindelige tendens med effektivisering og konsolidering på færre enheder, som til gengæld bliver store. Måske kan vi lære af P3 Alliancens sammenbrud og det, der ligner en international handelskrig. P3 Alliancen er et samarbejde mellem verdens tre største rederier. Mærsk er en af de tre. Alliancen kan øge effektiviteten i søtransport betydeligt, sikre bedre logistik, lavere CO2 udledning og tilbyde lavere priser. De tre rederier har 15 % af containerne mellem Asien og USA og 40 % af containerne mellem USA og Europa. Så store ”firmaer” skal godkendes for at forebygge monopoler. Først protesterede USA, men godkendte dog til sidst Alliancen. Begrundelsen var blandt andet, at seks andre container rederier ville danne en alliance af næsten samme størrelse. EU gav også nødtvungent sin tilladelse. Men Kina sagde stop. Hvorfor? Den officielle begrundelse for at sige stop er frygten for monopoler, som kan styre markedet. Med i overvejelserne i alle tre verdensdele har også været frygten for at få, men kæmpestore alliancer, kun vil benytte et begrænset antal havne. Det vil betyde spild af enorme investeringer i havne, veje og baner til havne, og det vil skabe arbejdsløshed i de havne, der opgives. Få store aktører vil også presse priserne for havnetjenester i de havne, der benyttes. Det ligner en civiliseret handelskrig, hvor blandt andet arbejdspladser og infrastruktur tæller mere end effektivitet, lavere priser og miljøfordele. Hensyn til producenter og forbrugere drukner lidt i de juridiske grunde for at forhindre globale alliancer. I Danmark er det ejerne af erhvervshavne, der bestemmer hvilken udvikling, man søger. Ejerne er helt overvejende kommuner. Hvilken udvikling søger de? De største havne med de store godsmængder arbejder hårdt på at udvikle deres forretning som transportcentre. De er også service partnere for den regionale og nationale industri. De har mange konkurrerende virksomheder, der formidler og håndterer gods. Det gavner effektivitet og prisudvikling i de havne. De mellemstore havne har især fokus på at udvikle sig som erhvervscentre. Havne har på få år overtaget den dominerende plads i mange kommuners erhvervsudvikling. Det er i havnene, at nye industrier flytter til, og det er her de maritime servicevirksomheder og håndværkere fra alle fag er. De mellemstore havne udvider de aktive erhvervsarealer rigtig meget. De fleste af de industrier og aktiviteter, der vokser i disse år, kræver store arealer til oplag og arealkrævende arbejdsgange. Vil havnen have nye kunder, skal arealerne være klar, når kunderne har behov. Med en vis forsigtighed kan man sige, at de globale interesser også findes i den danske havneverden. I Danmark er der hos de kommunale ejere en stor bevidsthed om havnenes muligheder for at bidrage til vækst og jobskabelse. De senere års krise har også vist, at det er i havnene, der er skabt arbejdspladser og vækst. Havnene har formået at omstille sig, både som forretning og som redskab for udvikling. Men trods den internationale trend mod færre og store havne fortsætter alle 85 danske havne med at udvikle sig. Og det går godt! Prøv selv at se efter. Besøg en havn i din ferie, ja besøg gerne flere, og se for dig selv. Det giver altid stof til eftertanke at besøge en havn. Og så er det afstressende. God sommer.