Krydstogt og gods løfter Skagen Havn til rekordomsætning i 2018
Omsætningen i Skagen Havn rundede sidste år 50 millioner kroner, hvilket er ny rekord. Tilbage på bundlinjen stod der 10 millioner kroner. Krydstogter slog alle tidligere rekorder både på antal af skibe såvel som passagerer med 44 anløb og 63.500 gæster.
”Krydstogt har haft en markant positiv effekt på årsregnskabet. Aktiviteterne på området har nået et niveau, der skaber en god kritisk masse og prognoserne samt allerede foretagne bookinger for de kommende år er ligeledes meget positive,” siger Willy B. Hansen, administrerende direktør for Skagen Havn.
Omsætning på gods viser en meget positiv fremgang i alle segmenter. Det gælder for såvel bunkerolie som for fiskemel og fiskeolie i bulk. Også på import af sten, sand og grus har der været flere anløb og øgede mængder. Opstarten af containeraktiviteten i august måned har også haft en positiv effekt.
”De øgede mængder af gods skaber samtidig en øget omsætning i forhold til skibsafgifter for anløb. Vores forventninger til dette forretningsområde er fortsat store, og vi har fokus på at udvikle forretningsområderne i tilknytning til godsaktiviteten,” siger Willy. B. Hansen.
Fiskeriet har i 2018 vist en fremgang på den samlede værdi, mens mængderne har været lidt lavere end i 2017. Den samlede værdi af de landede mængder er over 1 milliard kroner og slog rekord for landingsværdi, og det giver en beskeden omsætningsstigning for havnen. Fiskeriet efter konsumfisk og skaldyr har i 2018 udvist en mindre fremgang i forhold til havnens indtægter.