KRONIK – Vand og skinner kan redde vores veje
Der er behov for nytænkning af transporten af gods, hvis vejnettet skal aflastes. Transport via sø og jernbane kan være løsningen Alle brancher bliver i dag eller i nær fremtid vendt op og ned af ny teknologi, nye løsninger og innovation. Det kommer også til at være tilfældet for transportsektoren. Og det er kun godt, for med de nye løsninger kommer lavere omkostninger for erhvervslivet, billigere priser for forbrugerne og mere effektive løsninger for klimaet. Men hvis ikke vi i Transportdanmark skal blive overrumplet af fremtiden, bliver vi nødt til at kickstarte en ny og langt mere ambitiøs debat om, hvordan vi finder vores ben i en foranderlig verden, hvor transportsektoren ikke går fri. Ser vi på nogle af de begreber, der i øjeblikket præger branchen, handler det om selvkørende biler og lastbilvogntog. Hvorvidt det er en udvikling, vi vil se indenfor fem eller ti år, er i den forbindelse underordnet. Vi ved, at det er den retning, fremtiden tager os. Vejnettet skal aflastes Men hvis vi ikke tænker nyt, vil den teknologiske udvikling favorisere transport ad et vejnet, der i forvejen er hårdt presset både i Danmark og resten af Europa. Almindelige fremskrivninger viser i forvejen, at vi går en tid i møde med øget trængsel, CO2-udledning og en stigning i udgifterne til vedligehold af det samlede vejnet til følge. Derfor bør vi diskutere, hvordan vi indretter os til fremtiden, så vi undgår en situation, hvor vores veje sander fuldstændigt til, og hvor de samfundsmæssige omkostninger til vedligehold og udbygning af vejnettet ikke kommer ud af kontrol. En oplagt mulighed for den diskussion er at gå langt videre, end vi gør i dag, i forhold til at kombinere forskellige transportformer. Ved at prioritere andre former for transport vil vi være i stand til at aflaste vejnettet. Men det kommer ikke af sig selv. I dag er langt hovedparten af omkostninger til transport bundet til den såkaldte for- og eftertransport med lastbil. Omkostningerne til søtransporten udgør en markant mindre del. Derudover er klimaaftrykket ved lastbiltransporten markant større end ved transport over vand. Derfor giver det i høj grad mening at se på, hvordan vi kan styrke incitamenterne til transport af gods via jernbane og sø fremfor på vej. Det vil markant sænke belastningen for vores klima – og have en positiv effekt for den enkelte forbruger og erhvervsliv som følge af lavere transportomkostninger. Der vil være store perspektiver i at styrke muligheden og incitamentet for at kombinere sø- og banetransport og dermed undgå en yderligere belastning af vejnettet. Men det kræver, at politikerne i Danmark beslutter sig for, at det er på den måde, at vi skal forholde os til fremtiden på. Ulige konkurrencevilkår For det første er der i dag en række ulige konkurrencevilkår, når det kommer til spørgsmålet om godstransport via vej fremfor andre transportformer. Det gælder eksempelvis den desværre store del af lastbiltransporten internt i Danmark, der foregår under løn- og arbejdsforhold, vi ellers ikke kender til herhjemme. Derfor er indsatsen imod social dumping på transportområdet ikke blot en arbejdsmarkedsdiskussion – men i høj grad også en konkurrencemæssig diskussion. For det andet bør politikerne på Christiansborg se på de vilkår, der er for virksomheder, der bruger de statsejede kombiterminaler. Disse skaber en millionindtægt for Banedanmark hvert år, der langt går udover, hvad der var idéen bag det statslige ejerskab af kombiterminalerne. Og for det tredje er det relevant åbent at diskutere, hvorvidt det er rimeligt, at det er de danske skatteborgere, der alene skal samle den markante regning op for vedligehold af de statslige motorveje, som lastbiltransporten påfører hvert år. I den forbindelse er det væsentligt at forstå, at lastbiler slider 10.000 gange så meget på vejnettet, som en personbil eksempelvis gør. Dette er blot tre eksempler på indsatsområder, hvor det politiske niveau med fordel kunne sætte ind. Desværre har vi i øjeblikket politisk valgt at placere alle vores æg i den kurv, der på sigt vil være den dyreste for vejene, for klimaet og for Danmark. Den rigtige løsning I transportsektoren vil vinderstrategien være at vælge alle tre transportformer i en nytænkt kombination. Vinderstrategien vil være at gentænke transportværdikæderne, styrke det multimodale fokus og sørge for lige konkurrencevilkår transportformerne i mellem. Hvis vi skal have fuld valuta og optimal vækst ud af sådan en satsning, kræver det dog, at infrastrukturen er på plads. Det kræver, at vi sikrer, at gods fra sø nemt kan komme på bane. Det kræver, at vi ikke bare indretter vores veje efter den nemme løsning – men præger udviklingen med investeringer og rammevilkår på vej mod den rigtige løsning. For mere information kontakt adm. direktør i ADP A/S Nils Skeby på ns@adp-as.dk