Køge Havn præsenterer rekordoverskud
Den kommunalt ejede Køge Havn har i de senere år præsenteret store millionoverskud, og 2019 er ingen undtagelse.
På bundlinjen for sidste år står godt 12,5 millioner kroner i overskud, hvilket er havnens bedste resultat nogensinde. Der er indtil flere årsager til det positive årsresultat, fortæller en meget tilfreds havnedirektør, Thomas Kampmann:
“Vores forretning er så diversificeret, at hvis det går dårligt på et forretningsområde, så går det godt på et andet. Men der er ingen tvivl om, at den helt store driver er, at der er halvanden million mennesker nord for os, som skal serviceres, og det forsvinder heldigvis ikke til trods for den aktuelle situation,” siger Thomas Kampmann og peger på Køges gunstige beliggenhed som en hovedfaktor.
Passer på personale
Køge Havn beskæftiger 12 fuldtidsansatte. Her under coronakrisen har man iværksat en række foranstaltninger, der skal sikre gode arbejdsforhold, og at personalet enten kan arbejde hjemmefra eller under sundhedsmæssige forsvarlige forhold på havnen, fortæller Thomas Kampmann.
Han betegner i samme åndedrag de fem kranførere som havnens guld. Og derfor har man været særligt opmærksom på kranførernes arbejdsforhold, så de ikke udsættes for potentiel smittefare, fortæller havnedirektøren.
“Vi er selvfølgelig, som alle andre, sårbare på personalesiden, så vi er færre på kontoret og passer særligt godt på vores kranførere. Der er meget vi sårbare netop nu,” siger han.
Stabilisering i vente
Havnebestyrelsen- og direktøren forventer, at havnens økonomiske resultat vil stabilisere sig i årene frem efter et par år med markant vækst.
Håndteringen af gods og råvarer ventes dog at stige, i takt med at nye havneanlæg kan indvies, og kapaciteten forøges på Køge Havn. Men der ligger ligeledes en række store anlægsudgifter samt afdrag på et lån i 100 millioner kroners klassen, som man optog for et par år siden.. Pengene blev lånt til netop anlægsinvesteringerne af kommunen, som har 100 procent ejerskab af Køge Havn.
Og så øjet rækker, er der ikke udsigt til nedgang i aktiviteterne, fortæller Thomas Kampmann. Marts måned er gået over al forventning, også over budgettet, og det ser særdeles positivt ud i ugerne fremad, forklarer han.
“Byggeriet er jo ikke gået i stå, så vi får masser af råvarer ind. Blandt andet sten og grus. Samtidig kører biomassen, herunder kraftvarmeværkerne, og de skal jo fortsat serviceres. En produktgruppe, der måske har det hårdt, er håndteringen af skrot. Men der dukker hele tiden nye forretningsområder op, og isoleret set ser det derfor rigtig godt ud,” siger Thomas Kampmann.
Mens årsresultatet for 2019 sagde et plus på 12,5 millioner kroner, lå omsætningen på 36,3 millioner kroner. Omsætningen var en anelse mindre end tidligere år, og det skyldes hovedsagelig, at der ikke blev håndteret vejsalt og jernbaneskærver i samme mængde som andre år. Omvendt havde havnen større lejeindtægter sammenlignet med tidligere.