Karin Eilers, Hirtshals Havn – præsenterer Ugens Havn
Karin Eilers, vicedirektør i Hirtshals Havn, præsenterer Ugens Havn Billedet viser Karin Eilers, vicedirektør i Hirtshals Havn Karin Eilers, vicedirektør i Hirtshals Havn, præsenterer Ugens Havn. Om succesen med tre færgerederier, der kan være med til at gøre Hirtshals Havn til omdrejningspunkt i Skandinavien, om at være ansvarlig for arealudlejning og udvide med 250.000 m2 og hele tiden at have medarbejdertrivsel for øje. Hvad laver du i Hirtshals Havn – hvad er dit ansvarsområde? Jeg blev ansat i Hirtshals Havn i 2001, og er vicedirektør. Jeg er ansvarlig for organisationens indadrettede og administrative funktioner. Jeg indgår i havnens lederteam, og deltager dermed i planlægning og udførelse af havnens fortsatte udvikling. Jeg er herudover ansvarlig for HR-området, herunder udviklingen af havnens medarbejdere. Jeg er leder af havnens sekretariat samt web-master og ansvarlig for arealudlejning. Herudover er jeg formand for havnens arbejdsmiljøudvalg. Hvad er den sidste succes, I havde på havnen? Vi har på Hirtshals Havn haft en konstant vækst over de seneste 6–7 år, og derfor er det nok lidt svært lige at udpege en enkelt begivenhed eller et særligt initiativ som en speciel succes. Jeg tror dog, at jeg vil udpege vores samling af tre færgerederier på havnen som et vigtigt skridt i udviklingen af havnen. Vi er ved at blive et omdrejningspunkt i Skandinavien, og det er vel en position, som vi og Nordjylland kan være tilfredse med. Hvad gør dit job allerbedst? Hirtshals Havn er en forholdsvis lille organisation, og det gør, at der er mange forskellige opgaver, der skal løses, hvilket giver stor variation i dagligdagen. Noget af det, der gør mit job spændende er blandt andet at være med til at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejdernes fortsatte udvikling og trivsel er det vigtigste. Hvad er dine forventninger til 2015 i forhold til Hirtshals Havn? Vi har jo altid mange forventninger til den udvikling, vi planlægger at gennemføre hvert år. Helt overordnet forventer vi i direktionen, at vi i 2015 fortsætter den vækst, vi har præsteret over de seneste år. Nu sidder jeg med ansvaret for vores medarbejdere, så derfor har jeg jo nogle målsætninger, som skal opfyldes hen over året, og selv om vi i år har brugt en del ressourcer på at afvikle flere arrangementer, så skal vi fastholde de målsætninger, vi har på personaleområdet. I år udvider vi havnen med omkring 250.000 m2, og da ansvaret for arealudlejningen er mit, så har jeg naturligvis en særlig opmærksomhed på, at de initiativer, vi tager for at tiltrække nye virksomheder, også giver resultater. Hvornår skete der sidst noget virkelig uventet? Nu er det jo ikke fordi havnedriften her på Hirtshals Havn er fyldt med overraskelser, så det er jo ikke lige til at komme i tanke om, at der skulle være sket noget uventet. Det, der sker på vores havn, er jo som regel et resultat af et langstrakt stykke arbejde, og det giver jo som regel ikke et resultat, der kommer uventet. Fakta om Hirtshals Havn Størrelse: 1,1 mio. m2 Omsætning: 68,7 mio. kr. Godsomsætning: 1,6 mio. tons Fisk: Landingsværdi: 480 mio. kr. Færgeforbindelser/passagerer: 7 destinationer: Norge, Færøerne og Island. 2,4 mio. passagerer. Vigtigste erhverv: Færgetrafik, Fiskeri, Maritim Service Antal virksomheder på havnen: 70 Anløb – hvilke er der flest af: 60 færgeanløb om ugen Havnens betydning for arbejdspladser: 2.700 arbejdspladser http://www.hirtshalshavn.dk Billede af Karin Eilers kan hentes her. Billede af Hirtshals Havn kan hentes her. Kildeangivelse: Hirtshals Havn. Læs flere nyheder fra Danske Havne her.