Jeanet Callesen præsenterer Aabenraa Havn – Ugens Havn

Danske Havne

18. februar 2015 · Læsetid 3 min

Jeanet Callesen, strategisk forretningsudvikler på Aabenraa Havn, præsenterer Ugens Havn Aabenraa Havn - Jeanet Callesen Billedet viser Jeanet Callesen, strategisk forretnings- udvikler – aabenraa.dk   Danske Havnes nye initiativ – Ugens Havn – søsættes i denne uge med Aabenraa Havn præsenteret af Jeanet Callesen, strategisk forretningsudvikler. Læs om Jeanet’s og havnens seneste  succeser med at blive udskibningshavn for Siemens vindmøllekomponenter, få terrorsikret havnen og hvorfor de allerbedste job er på en havn.                                        

  • Hvad laver du på Aabenraa Havn – hvad er dit ansvarsområde?

Jeg sidder i en stilling som strategisk forretningsudvikler, hvor min primære arbejdsopgave er at lave strategiske analyser, der danner grundlag for og viden til støtte for bestyrelsens beslutninger ift. havnens udvikling. Herudover er jeg ansvarlig for andre nye projekter på havnen såsom sociale medier, nyhedsbreve, projekt ”Ny Hjemmeside” samt andre ad hoc opgaver.

  • Hvad gør dit job allerbedst?

På grund af jobbets alsidighed samt at jeg er ny i branchen og dermed stadig har meget at lære omkring havnedriften, så er hverdagen fyldt med nye udfordringer og ny viden. Som dimittend havde jeg ikke drømt om, at min karriere skulle starte på en havn i det sønderjyske, men det er jeg virkelig glad for den dag i dag. Jeg suger til mig, lærer nye ting hver dag, har spændende og meget varierede arbejdsopgaver, møder mange typer mennesker og så er jeg så privilegeret at have en chef, der inspirerer mig til at gøre mit arbejde endnu bedre. Når jeg kører på arbejde ved jeg aldrig 100 %, hvad der venter mig, idet arbejdsdagen på havnen er uforudsigelig og ikke to dage er ens. Det synes jeg gør arbejdet ekstra spændende.

  • Hvor bidrager du til at udvikle havnen?

Det synes jeg, at jeg gør på mange forskellige punkter. Jeg stiller rigtig mange spørgsmål til ALT og sætter især spørgsmålstegn til de daglige arbejdsrutiner, da jeg mener, at det er essentielt, når man kigger på udvikling af en organisation – ”Hvorfor gør vi egentlig tingene på netop denne måde? Kan man evt. optimere og effektivisere ved at gøre tingene anderledes? ”. Herudover har jeg, qua min baggrund samt ansvarsområde, ressourcerne til at sidde fordybet med projekter, der bidrager på den lange bane. Mine kollegaer derimod, sidder primært med arbejdsopgaver, der vedrører den daglige drift og uden dem, så ville havnen ikke fungere. Vores fælles opgave er, at gøre mine analyser brugbare i vores dagligdag.

  • Hvornår skete der sidst noget virkelig uventet?

Der sker altid mange uventede ting, når man har arbejdsplads på en havn. Mine kollegaer synes det er meget skægt at prøve mig af uden for skrivebordet – især når de høje hæle bliver skiftet ud med sikkerhedssko og jeg skal bære sikkerhedsjakke og sikkerhedshjelm. Dette indebærer alt fra at sejle ud med lodsen, hjælpe med at styre kranen, køre i de små traktorer til at komme op og tage billede i mandskabskurven – svingende mange meter oppe i luften.

  • Hvad var den sidste succes, I havde på havnen?

Det må næsten være, at Siemens valgte Aabenraa Havn som udskibningshavn for vindmøllekomponenter til Baltic 2 i Østersøen. Det har været et super spændende projekt at følge og det har skabt meget aktivitet på havnearealet samt i lokalområdet. Derudover har vi fået ISPS-sikret havnen, så vi nu opfylder EU’s sikkerhedskrav med hensyn til at forhindre ”forsætlig ulovlig handling”.

  • Hvad er dine forventninger til 2015 i forhold til Aabenraa Havn?  

Jeg forventer, at 2015 bliver et godt og travlt år for Aabenraa Havn med stigning i både gods og skibsanløb. Herudover er Aabenraa Havns bestyrelse ved at lægge en sidste hånd på udviklingsplanen for 2015-2035, som skal være med til at sikre, at Aabenraa Havn altid går forrest som et godt eksempel – både organisatorisk og strategisk. Den håber vi på at kunne præsentere for havnens interessenter i første kvartal af 2015, hvilket jeg ser meget frem til. Fakta om Aabenraa Havn

  • Størrelse: 488.380 m2
  • Omsætning 2014: 27.080.269 kr.
  • Godsomsætning 2014: 1.627.653 tons
  • Hvor mange virksomheder er etableret på havnen: 52 virksomheder
  • Anløg: 418 anløb i 2014
  • Havnens betydning for job (maj 2013): Direkte: 1.255 Afledte: 589

  her Billede af Jeanet Callesen kan hentes her. Aabenraa Havns luftfoto kan hentes her. Kildeangivelse begge billeder: Aabenraa Havn

Footer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.

LinkedIn Twitter

© 2022 Danske Havne.
CVR: 14582428

  • English