Interview om evaluering af havneloven med havnedirektør Ole Ingrisch, Esbjerg Havn, og formand for Danske Havne, professor Peter Maskell
Ole Ingrisch, Esbjerg Havn, forudser konsolidering og specialisering i havnesektoren, og formand for Danske Havne, professor Peter Maskell, forventer en tydeligere positionering af danske erhvervshavne i det samlede transportsystem. Havnedirektør Ole Ingrisch, Formand Peter Maskell, Esbjerg Havn Danske Havne 2015 er året, hvor havneloven skal evalueres. Danske Havne sætter derfor fokus på, hvad havnene ønsker sig af havnelovevalueringen. Danske Havne har i den forbindelse bedt havnedirektør Ole Ingrisch fra Esbjerg Havn og formand for Danske Havne, Peter Maskell, om at komme med deres svar på tre konkrete spørgsmål om den danske havnesektor. Se her for en længere gennemgang af Danske Havnes input til havnelovevalueringen. Hvad skal en erhvershavn kunne? Peter Maskell: Som alle andre virksomheder skal erhvervshavne producere et årligt økonomisk overskud, og erhvervshavne gør det ved at tiltrække kunder med behov for den særlige infrastruktur, som kobler skibstransport sammen med landtransport. Enhver erhvervshavn må gentænke sin rolle i takt med, at skibene bliver stadig større, godsstrømmene ændres, og konkurrenter tilbyder nye specialiserede og konkurrencekraftige løsninger. Det betyder, at erhvervshavne skal være modige: både når det gælder om at erkende, at den plads, man hidtil har indtaget, måske er ved at smuldre, og når det kommer til at udvikle nye løfterige samarbejder med, hvad der måske var gårsdagens rivaler. Ole Ingrisch: En erhvervshavn skal kunne levere moderne infrastruktur, som både er effektiv og miljøvenlig og helst trimodal (vej, sø og bane). Den skal ligeledes kunne levere attraktive løsninger (helt eller delvist) omkring arealer, produktion, logistik, finansiering mv. Hvor er den største udfordring til at realisere den vision? Ole Ingrisch: De danske havne er for små og for mange – der er mangel på kritisk masse (economy of scale). Dertil kommer, at der er ingen reel vækst i danske havne (med få undtagelser). Peter Maskell: Den største enkeltbarriere er nok den nuværende havnelov, som gudskelov nu skal evalueres og forhåbentlig snart erstattes af langt mindre detailregulering og et tydeligere fokus på at skabe overordnede operationelle og tidssvarende rammer for havnenes virke. Hvor ser du danske erhvervshavne om fem år? Ole Ingrisch: Jeg ser to trends: en større specialisering (Copenhagen Malmö Port, krydstogt/ Esbjerg, Offshore/ Aarhus, containere/Lindø, værft) og så en større polarisering: de store bliver større og de mindre bliver mindre (relativt). Derudover, så tror jeg, vi vil se flere samarbejder, fusioner, opkøb etc. Mange havne står i en situation, hvor der skal findes nye løsninger, hvis der skal være en økonomisk bæredygtig fremtid. De havne, der ligger godt i forhold til infrastrukturen i baglandet (jernbaner, motorveje, lufthavne) vil få den fremtidige vækst. Peter Maskell: Jeg ser en væsentlig større konkurrencekraft og tydeligere positionering af danske erhvervshavne i det samlede transportsystem og i de enkelte logistikkæder. Og så ser jeg en øget specialisering, konsolidering og en langt højere grad af arbejdsdeling, samarbejde og samdrift erhvervshavnene imellem, til gavn for såvel bundlinje som kunder.