Interview med MF Mike Legarth (C)
·
Læsetid 3 min
Om det fatale i at nedlægge Køge-Rønne ruten, bedre konkurrenceforhold for havnene og grøn omstilling, der gerne skulle gå hånd i hånd med vækst. I regeringens finanslov for 2015 er det svært at finde tegn på, at Det Blå Danmark og havnenes udvikling prioriteres. Hvad vil Det Konservative Folkeparti gøre for havnene? Det kan vi hurtigt blive enige om. Generelt er der ikke meget til det private erhvervsliv [red: i finansloven], der jo i sidste ende skal sørge for de private arbejdspladser, vi stadig sukker efter. Alene i år har vi konservative fremlagt flere udspil, der peger på behovet for helt overordnet at gøre noget ved et af verdens højeste skattetryk og samtidig fjerne en masse besværligt og hæmmende bureaukrati. Eksempelvis ønsker vi at sænke selskabsskatten til et konkurrencedygtigt niveau omkring 15 procent, at rulle NOx-afgiften tilbage, som regeringen har femdoblet og endelig at sænke skatten på arbejde i top og bund, så det bedre kan betale sig at arbejde i det her land. De danske erhvervshavne er stærke i forhold til at sikre og generere arbejdspladser, til at sikre lokal vækst samtidig med, at havnene er det grønne og miljørigtige alternativ i transportkæden. Hvordan vurderer du, at havnene kan blive bedre til at profilere de styrker? De danske erhvervshavne spiller en vigtig rolle for Danmarks vækst. Ved at have en aktiv miljøpolitik og løbende gøre interessenter og offentligheden opmærksom på de fordelagtige transportløsninger, som er forbundet med at benytte sig af havnene, kan havnene profilere sig som det grønne og miljørigtige alternativ. Det er godt, at havnene spiller en aktiv i forhold til at realisere den grønne omstilling – men den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med vækst. Hvordan vurderer du, at I politikere kan bidrage til at forbedre danske erhvervshavnes konkurrencebetingelser? Politikere skal blive bedre til at sikre gode konkurrencebetingelser for både havne og rederier, så Danmarks største eksporterhverv også er konkurrencedygtigt i fremtiden. Et bredt flertal i Folketinget inkl. Det Konservative Folkeparti indgik i juni 2014 en ”Aftale om en vækstpakke,” som bl.a. skal styrke rammevilkår for Det Blå Danmark. Regeringen fremsætter derfor inden længe et lovforslag om udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibe. Det er et lille skridt i den rigtige retning. Vi så gerne, at udvidelsen kom til at gælde tonnageskatten såvel som nettolønsordningen for at opnå regeringens målsætning med forslaget, som er at tiltrække skibe og beskæftigelse til Danmark. Et yderligere tiltag for at sikre, at skibenes fulde operation kan være dækket af tonnageskatten er, at der defineres et anvendelsesområde, der ikke tager udgangspunkt i navngivne aktiviteter, men snarere bredere definitioner i stil med ”services necessarily provided at sea,” som i Storbritannien, eller ”søfartsaktiviteter, der er udsat for international konkurrence” som i den svenske sømandsskatteordning. Det er også vigtigt, at politikerne sikrer en bevarelse af færgeruten Køge–Rønne både for passagerer og gods. Det vil være en katastrofe både for Køge og Rønne havne såvel som for erhvervet, hvis ruten nedlægges. Færgebetjeningen af Bornholm skal i udbud i 2015. Nedlægges Rønne-Køge ruten koster det virksomheder på Bornholm 31 mio. kr. om året i øgede transportomkostninger, og godshåndtering gives til Sverige. Er det rimeligt? Nej, det er dybt urimeligt. Jeg er meget optaget af, at færgeruten Køge-Bornholm fastholdes – både til passagerer og gods. Vi arbejder målrettet for at skabe fokus på, at det er en nødvendighed at have en indenrigsrute til og fra Bornholm. Der er mange tilfælde, hvor det er uhensigtsmæssigt at skulle rejse gennem Sverige for at komme til og fra Bornholm. I det hele taget vil det altså være fatalt, hvis Rønne-Køge nedlægges, og det håber jeg snart går op for mine politiske kolleger på Christiansborg. Hvilken havn besøgte du sidst, og hvad var anledningen? Jeg har inden for den seneste tid været i både Esbjerg, Kolding, Fredericia, Aabenraa, Vejle, Sønderborg og Brejning. De første 6 besøg var i forbindelse med mit politiske virke, mens Brejning havn skyldes, at min båd ligger i denne havn. Vi har sommerhus i Mørkholt ved Vejle Fjord. Kilde: Folketinget