Interview af adm. direktør Hans Kristian Haram, Short Sea Promotion Center Norway
Hvem er parterne bag Short Sea Promotion Center Norway? Og hvad er statens rolle? Shortsea Promotion udspringer fra Holland og har spredt sig til næsten alle lande med kystlinje i EU. I Norge begyndte arbejdet med Short Sea Promotion efter initiativ fra de norske myndigheder. Transportministeriet (eget ministerium med ansvar for transport) og Industriministeriet er hovedsponsorer. Industriministeriet deltager selv med samme beløb som staten, eftersom 15 havne og 10 linjerederier er sponsorer. Det er et krav fra myndighederne, at industrien bidrager ligeligt. Statens rolle er at hjælpe med finansieringen, men den skal også have en løbende dialog med industrien for at fremme transport til søs. Norge har en lang kystlinje, og vores industrieksport er meget afhængig af en god og rimelig eksport. Hvilken betydning har det for jeres succes, at Norge har så relativt et stort hjemmemarked? Hjemmemarkedet er meget vigtigt for markedsføringsindsatsen. Norge importerer og eksporterer mange halvfabrikerede varer, hvor transporten udgør en betydelig andel af omkostningerne. Et hovedfokus er derfor at hjælpe kunderne med at bruge de eksisterende løsninger og at bidrage til, at nye løsninger etableres. Vi bistår også myndighederne med at fjerne de flaskehalse som forhindrer gode intermodale forsyningskæder. Hvad har I identificeret som den største udfordring for at videreudvikle nærskibstransport? Den største udfordring for nærskibsfarten er at udvikle nye produkter som gør, at søvejen bliver konkurrencedygtig med lastbilerne. For linjetransport med container og ro-ro konkurrerer skibene med lastbiler i rigtig mange segmenter. Biltransport er blevet betydeligt billigere på grund af et øget forbrug af øst-europæiske biler. Desuden er vogntog på 25 meter blevet lovligt på mange strækninger i Norge og Sverige. På trods af dette har søtransport i containere vundet markedsandele for import og eksport til Norge. Især er mængden af 45 fods containere steget markant hvert år. De største omkostninger for intermodal dør-til-dør transport er kørsel til og fra havnen samt terminalhåndtering af containere. På afstande under 1000 km er det derfor vanskeligt at konkurrere med bilen. For at imødekomme dette må havnene effektiviseres, og kørsel ind og ud af havnen må i større grad udsættes for konkurrence. Er det din vurdering, at Short Sea Promotion Center Norway har styrket samarbejdet mellem aktørerne i Norge? Arbejdet med Shortsea Promotion har medført et meget bedre samarbejde mellem aktørerne. Hvert år arrangerer vi en række konferencer og møder rundt omkring i Norge. Og hver uge sender vi et fælles nyhedsbrev til 6000 modtagere med information om, hvad de forskellige aktører gør for at man kan lære af hinanden. Mange aktører deltager i forskellige forskningsprojekter om, hvordan søtransport kan blive bedre og mere effektiv. I fællesskab er der dannet et forum for vareejerne, som arbejder for, at medlemmerne kan forbedre strømmen af varer. Her lærer vareejerne af hinanden og ser på forskellige leverandører, som arbejder på at finde gode løsninger. Hvilken betydning har havnene for mere nærskibsfart? Havnene har den mest centrale rolle i udviklingen af norsk nærskibsfart. Centralt er Norsk Havneforening meget aktiv i den politiske dagsorden, og foreningen har et tæt samarbejde med andre organisationer. Alle de store havne deltager i fælles markedsføringskampagner i regi af shortsea promotion. I de fleste havne er der nu også etableret egne brugerfora, og mange havne har i tillæg hertil også egne vareejerfora. I disse fora har man møder og aktiviteter, som bidrager til et bedre samarbejde. Fokus er at reducere omkostninger og transporttider ved effektivisering og automatisering. Havnene bidrager også med at finde egnet last til skibslinjene i sine nærområder. I næsten alle store forskningsprojekter deltager havnene aktivt. Hvad er det bedste råd, du vil give det danske short sea promotion center? Vores vigtigste råd til Danmark er at fokusere på transportkunden og deres behov. Målet må være at udvikle flere konkurrencedygtige løsninger som kan bruges i Danmark, men som også kan eksporteres til andre lande af de flittige danske linjerederier. Markedet efterspørger smartere, billigere, hurtigere og renere vareflow. Ved god fælles innovation kan man finde nye gode logistikkløsninger til glæde for kunderne. Læs flere nyheder fra Danske Havne her. Billedet viser Hans Kristian Haram, Short Sea Promotion Center Norway