Hvad sker der med ISPS? Netværksmøde om maritim sikring
Danske Havnes netværk for sikringsansvarlige var den 5. februar 2015 samlet i Aarhus til et net-værksseminar om den seneste udvikling inden for maritim sikring (ISPS). Ny teknologi hos ADP, ISPS som forretning i Rønne, stærk by-havn relation i Kolding og ny organisation i Trafikstyrelsen var blandt emnerne. Maritim sikring skal forebygge trusler mod havnefaciliteter og skibstrafik. Men løsningerne på, hvordan der forebygges i havne, er mange. Sikringsansvarlige bokser ofte med denne opgave alene. Der har Danske Havne etableret et netværk for sikringsansvarlige til at fremhæve best practice eksempler, samarbejde om nye løsninger eller drøfte konkrete udfordringer med lovgivningen. Netværket holdt senest møde den 5. februar 2015 i Aarhus. Ny teknologi G4S præsenterede på mødet den nyeste udvikling inden for intelligent videoanalyse og lydadvarsler til personer, der forebygger, at uvedkommende bevæger sig ind på et sikret område. Elektronisk dokumentstyring hos ADP ADP A/S (havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg) præsenterede et projekt om elektronisk dokumentstyring i samarbejde med DoControl. Løsningen er bygget op ud fra ISO-standard og sikringsreglerne og bidrager til en mere smidig administration og drift samt kommunikation til havnens brugere. Næste skridt er en godkendelse af processen i Trafikstyrelsen, så både de og Rigspolitiet kan spare flere postgange ved at skifte fra anbefalet post til en elektronisk løsning. By-havn relation i Kolding Kravene til havnens maritime sikring i form af hegn og bomme er ikke altid det nemmeste at forstå for byens borgere, der normalt har haft deres gang på havnen for at fiske, lufte hund eller bare for at se på havnens aktiviteter. Derfor har Kolding Havn gjort en særlig indsats for at inddrage medarbejdere, naboer, borgere og lokalpolitikere i Kolding for at synliggøre havnens rolle, værdiskabelse og aktiviteter. Den effektive kommunikation har skabt bred forståelse for havnens aktiviteter og for den maritime sikring. Rønne Havn overvåger andre havne Det lyder som spionage, men Rønne Havns nye tilbud om at kunne overvåge andre havne er faktisk sund fornuft. Da Rønne Havn er døgnbemandet, har ledelsen set en mulighed for at udnytte kapaciteten til også at overvåge andre havne uden døgnovervågning. Et eksempel er overvågning af Vejle Havn, hvor det ellers ville kræve op til fire ekstra ansatte at løse opgaven. Der er reelt set tale om et nyt forretningsområde for Rønne Havn, der er i dialog med andre havne. Trafikstyrelsen: Hils på giraffen Efter at ansvaret for maritim sikring blev flyttet fra Kystdirektoratet til Trafikstyrelsen i 2014, er der kommet nye havneinspektører i styrelsen. Der var en kort præsentation af havneinspektørerne Torben Kammersgaard, Jesper Kokholm og Dorthe Köser. Både Jesper og Dorthe har baggrund i havne. Torben har været involveret i maritim sikring, fra det startede tilbage i 2003. Så der er lagt op til et godt samarbejde. Netværket drøftede med Trafikstyrelsen et nyt tiltag med en ERFA-gruppe, der i samarbejde styrelsen skal arbejde for en mere smidig håndtering af reglerne om maritim sikring. Skibsdata den 1. juni 2015 Fra den 1. juni 2015 skal skibene selv sørge for, at data kommer til myndighederne i regi af Safe-SeaNet. Havnen skal dermed vende informationsstrømmen og gå fra at være indberetter til at blive bruger af SafeSeaNet. Ideen med Single Window kommer et skridt nærmere. Samtidig stiller det også nye krav til havnene. Hvad har havnen brug for af oplysninger i forbindelse med skibsanløb? Kan det fås via SafeSeaNet? Og hvordan skal det ske i praksis? Danske Havne arbejder for en afklaring og vil holde medlemmerne orienteret. Seminaret var arrangeret af Danske Havne i samarbejde med G4S, ADP A/S, Kolding Havn og Rønne Havn A/S. Læs mere om arrangementet og hent præsentationer her. For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne.