Hørringssvar
Udkast til lovforslag om ændring af forskellige love på transportministeriets område (Styrket beredskab på transportområdet)
Danske Havne takker for muligheden for at afgive bemærkninger til udkastet til lovforslag om ændring af forskellige love på Transportministeriets område og fremsender hermed kommentarer.
Danske Havne vurderer, at de forslåede lovændringer, som har til formål at styrke beredskabet på transportområdet, er væsentlige. Havne udgør kritisk infrastruktur og spiller en central rolle for forsyningssikkerheden i Danmark. Det er derfor afgørende, at der sikres et stærkt beredskab på havneområder. Danske erhvervshavne ønsker at spille en rolle i at understøtte dette arbejde.
Bemærkninger til ny bemyndigelsesbestemmelse i havneloven
Ændringen i §6, stk. 3, indebærer, at transportministeren – hvis en aftale ikke kan opnås på markedsvilkår – kan pålægge havne at prioritere specifikke arealer til militære eller civile beredskabsformål mod fuldstændig erstatning. Danske Havne tolker dette som en garanti for fuld kompensation ved påbud om reservation af arealer, for eksempel til militær brug. Dette bør fremgå klart af lovteksten, så der ikke kan opstå tvivl.
At erhvervshavne kan blive pålagt at afsætte arealer til militære-, sikkerheds- og beredskabsmæssige formål kan have væsentlige konsekvenser for en havns forretning og udviklingsprojekter. Hvis en havn for eksempel har investeret betydelige midler i en udvidelse, hvor de planlagte virksomheder endnu ikke er etableret, kan et påbud undergrave både investering og økonomi. Det er derfor afgørende, at erstatningen dækker den fulde økonomiske værdi for at undgå uforholdsmæssig skade på havnens drift og fremtidige udvikling.
Herudover ønsker vi at understrege, at inddragelsen af havneareal skal være proportional, så der også tages højde for havnens andre væsentlige opgaver, for eksempel at sikre forsyninger.
Bemærkninger til ændring af luftfartsloven
Danske Havne anerkender, at lovforslaget giver mulighed for at neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner. Forslaget understreger havnenes rolle som kritisk infrastruktur og vigtigheden af at beskytte dem. Det er positivt, at ordningen er udformet som frivillig, da det er væsentligt, at rammerne er hensigtsmæssige for den enkelte havn.
Det er afgørende, at der i forbindelse med eventuelle kommende retningslinjer skabes klarhed over havnenes ansvar – herunder hvad havne konkret må og ikke må gøre. Dette er også et spørgsmål om ressourcer og kompetencer. Derfor er det positivt, at der lægges op til en frivillig ordning.
Til sidst ser vi frem til en nærmere afklaring af, hvad der præcist forstås ved ”neutralisering af en ikke-samarbejdsvillig drone”, herunder hvilke metoder der knytter sig hertil.
De rejste bemærkninger afspejler erfaringer og synspunkter, som Danske Havne har indhentet fra en bred kreds af danske erhvervshavne. Det er derfor vores samlede vurdering, at lovforslaget bør justeres på de nævnte punkter for at sikre klare rammer, som gør det muligt for havnene fortsat at varetage deres væsentlige rolle for både forsyningssikkerhed og beredskab.