Hørringssvar
Danske Havnes høringssvar vedr. gennemførelse af elmarkedsdirektivet m.v. – ændring af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og straffeloven
Danske Havne kvitterer for muligheden for at afgive bemærkninger til høringen vedr. gennemførelse af elmarkedsdirektivet m.v. – ændring af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og straffelove.
Danske Havne har en særlig interesse for den del af lovforslaget, der beskriver en ny mulighed for at dele forbrugeres overskudsenergi fra et VE-anlæg, som de ikke selv forbruger. ”Det sker konkret via retten til flere elaftaler under samme aftagenummer, rammer for anvendelse af fleksible nettilslutningsaftaler og mulighed for energideling”.
- De danske erhvervshavne nævnes ikke eksplicit i lovforslaget, så Danske Havne opfordrer til, at det aktivt sikres, at disse nye muligheder også gælder for erhvervshavnene. Det bør sikres både i lovforslaget, og i de efterfølgende udmøntende bekendtgørelser.
- På flere erhvervshavne er/forventes der at opstå lokal mangel på elektricitet til at gennemføre en fuld grøn omstilling og det er vigtigt, at lovforslaget og de relaterede lovgivninger muliggør, at det bliver attraktivt at producere og dele så meget grøn elektricitet på havneområderne som muligt, inkl. solenergi. Dermed kan elnettet i det omkringliggende område aflastes, og erhvervshavnen kan bidrage til målet om en firdobling af VE-produktionen på land.
- Etablering af solcelleanlæg på egnede tagarealer i erhvervshavne og dryports påvirker ikke de begrænsede erhvervsarealer på havnene. Det bør dog være muligt også at opsætte solceller midlertidigt på de af havnens arealer, som fx skal ”sætte sig” i forbindelse med opfyld eller lign., og derfor ikke indgår som en del af den almindelige havnedrift.
Med venlig hilsen,
Camilla Rosenhagen