Hørringssvar
Danske Havnes høringssvar vedr. forslag til lov om én indgang for etablering og udvidelse af produktionsanlæg og om statslig udpegning af industriparker
Danske Havne kvitterer for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende forslag til lov om én indgang for etablering og udvidelse af produktionsanlæg og om statslig udpegning af industriparker.
Danske Havne er enige i formålet med at skabe en hurtigere og smidigere myndighedsproces ved etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter samt øget statslig fokus på at udpege arealer til industriparker med god adgang til den nødvendige infrastruktur. Erhvervshavnearealer vil som nogle af landets mest attraktive industri-og erhvervsarealer ofte leve op til at blive omfattet af lovens formål.
Generelle bemærkninger
- Danske Havne vurderer, at forslaget bidrager med en tiltrængt opstramning og modernisering af myndighedsprocesserne, der kan komme mange virksomheder til gavn. Danske Havne ser desuden positivt på princippet med rød løber for produktionsvirksomheder.
- One stop-shoppen for produktionsvirksomheder og nettonulprojekter bør dog også omfatte tilladelser og godkendelser til selve erhvervshavneselskabet, da hurtige myndighedsprocesser her er afgørende for en samlet hurtig myndighedsgodkendelse af en udvidelse/ændring for en produktionsvirksomhed beliggende på en erhvervshavn.
- Derfor vil Danske Havne finde det yderst positivt i den kommende proces, hvor Erhvervsministeren jf. dette lovforslag fastsætter nærmere regler for hvilke projekter, der kan udpeges til strategiske nettonul-projekter, at erhvervshavne i relation til grønne teknologier vil blive kategoriseret som ”strategiske netto-nul-projekter”. Erhvervsministeren kan dermed fremme strategiske nettonul-projekter, der jf. EU-forordningen fra 2024 om nettonulindustri, kan udvikle knudepunkter for at fremskynde nettonulteknologi (områder med en koncentration af virksomheder, der beskæftiger sig med en bestemt teknologi). Det ville her være oplagt at kategorisere og identificere udvikling af erhvervshavne som knudepunkter og strategiske nettonul-projekter såfremt der er tale om produktion og håndtering af fx vindmøllekomponenter eller andre nettonulteknologier som P2X, brint-anlæg og lignende.
- Erhvervshavnene er hjemsted for produktionsfaciliteter primært relateret til den grønne omstilling. For at give produktionsvirksomheder de bedste vilkår, er det væsentligt, at infrastrukturen er i orden. Det gælder ift. havne, at der skal være tilstrækkeligt med arealer på havnene, at de skal have tilstrækkelig bæreevne, at sejlrenderne skal være dybe og lige nok og at adgangsvejene på land skal være brede nok med tilstrækkelig bæreevne og kapacitet. Denne infrastruktur er en nødvendig forudsætning i industriparker tæt på erhvervshavne.
- De danske erhvervshavne har derfor også brug for faste sagsbehandlingslofter og større forudsigelighed i de processer, som produktionsvirksomhederne skal igennem, når havne vil etablere eller udvide faciliteter til virksomhederne på havnen. Det kan tage op til 10 år at få godkendt en udvidelse af en erhvervshavn, men kun 2 år at bygge den. Dette er en strategisk udfordring i den internationale konkurrence for at fremme erhvervshavne i Danmark og de nøgleindustrier, som de faciliterer, som er beskrevet i Havnepartnerskabet fra 2024.
- De professionelle ledelser i erhvervshavnene er fuldt opmærksomme på, at virksomheder på havne skal have bedst mulige vilkår.
- Det Blå Danmark omsætter for over 400 milliarder kroner årligt og beskæftiger ca. 100.000 mennesker. Alene på havnene og havnerelaterede erhverv findes flere end 31.000 arbejdspladser, og med relaterede jobs er tallet 55.000. 75% af al dansk im- og eksport sker her.
- De danske erhvervshavne tegner sig for over fem procent af den samlede produktionsværdi i Danmark og for 3,5 procent af den samlede årlige værditilvækst. Dermed skaber en havnerelateret arbejdsplads dobbelt så meget indkomst som øvrige danske brancher.
Med venlig hilsen,
Camilla Rosenhagen