Hørringssvar
Høringssvar over beretning nr. 6 fra Transportudvalget om nedsættelse af parlamentarisk arbejdsgruppe om effektive processer for godkendelse af anlægs- og byggeprojekter
Danske Havne takker for muligheden for at afgive høringssvar over ovennævnte beretning, som vi finder særdeles vigtig og relevant for havneområdet og samfundets muligheder for grøn omstilling.
Forsinkelser i behandlingen af tilladelser bringer en rettidig opfyldelse af energi- og klimamålene i fare og øger omkostningerne til de projekter, der er nødvendige for at nå disse mål. Forsinkelser kan også hindre dynamisk innovation og derved medføre, at der bygges mindre effektivt til vedvarende energi.
Lige i øjeblikket foregår der mange aktiviteter, som netop har med at gøre med processer for anlægs- og byggeprojekter, hvilket aktualiserer behovet for udvalgets arbejde. Herunder:
Danske Havnes rapport om potentialer for havne, januar 2024
I forbindelse med effektive processer for godkendelse af anlægs- og byggeprojekter ønsker Danske Havne at gøre opmærksom på rapporten Erhvervspotentialer for danske havne – analyse af potentialer for den videre udvikling og omstilling af de danske erhvervshavne, januar 2024, som blev bestilt af Danske Havne i forbindelse med deltagelse i arbejdet med Havnepartnerskabet.
Baseret på interviews med havnene og understøttende analyser fremhæver rapporten, at der særligt er ni indsatser, som de ansvarlige myndigheder kan implementere for at give havnene muligheder for at realisere de identificerede potentialer. En af de vigtigste indsatser er:
Hurtigere sagsbehandling og godkendelser så udvidelser af havneareal og uddybning af sejlrender gennemføres hurtigere. Fast-track ordninger for energi-relaterede projekter skal undersøges som en mulighed.
Rapporten er vedlagt til orientering.
Den kommende Havnepartnerskabsrapport
Det forventes også, at den kommende rapport fra Havnepartnerskabet vil have fokus på vigtigheden af hurtigere sagsbehandlingstider, hvorfor partnerskabets kommende budskaber vil være vigtige for dette arbejde.
Kommissionens henstilling (EU) 2024/1343 af 13. maj 2024 om fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for projekter inden for vedvarende energi og tilhørende infrastruktur
Også på europæisk plan forsøger man flere steder at effektivisere sagsbehandling – i dette dokument drejer det sig om tilladelsesprocedurer for projekter inden for vedvarende energi og tilhørende infrastruktur.
Her henstilles bl.a. til, at medlemsstater sikrer, at planlægning, opførelse og drift af projekter inden for vedvarende energi og tilhørende infrastrukturprojekter kan behandles efter den mest gunstige af deres planlægnings- og tilladelsesprocedurer.
Herudover bør medlemsstaterne fastsætte klare frister, der er så korte som muligt, for alle trin i udstedelsen af tilladelser til at opføre og drive projekter inden for vedvarende energi og de tilhørende infrastrukturprojekter. Endvidere bør medlemsstaterne fastsætte tidsrammer og særlige procedureregler med henblik på at sikre effektiviteten i retssager i forbindelse med adgang til klage og domstolsprøvelse for projekter. Desuden bør medlemsstaterne indføre en enkelt, samlet ansøgningsproces for hele den administrative procedure for ansøgning om og udstedelse af tilladelser til projekter inden for vedvarende energi.
Danske Havne kan fuldt ud tilslutte sig overvejelserne og forslagene i ovennævnte rapporter, dokumenter mv. Nemlig at sagsbehandling skal være hurtig, effektiv, gennemsigtig – og med en overordnet prioritering af miljøhensyn. Herudover skal der være en koordinering mellem de involverede myndigheder. Alt dette skal ske uden at kompromittere hensyn til miljøet, som selvsagt fortsat skal varetages.
Hurtigere sagsbehandling vil være attraktivt for havnene, og vil ikke mindst være en helt afgørende forudsætning for, at havnene har mulighed for at bidrage til, at samfundets grønne omstilling sker hurtigt nok.
Forslag til overvejelse:
I det kommende arbejde kan arbejdsgruppen undersøge følgende:
- Vil det give hurtigere sagsbehandlingstider, hvis der sættes en maksimal grænse for sagsbehandlingstiden på store projekter?
- Særligt på miljøområdet er sagsbehandlingstiden for klagesager meget lang sammenlignet med andre områder. Kan dette ændres?
- Modstand mod projekter findes både i etablerede NGO’er, men i den seneste tid er der i forhold til havneprojekter også opstået og etableret borgerfællesskaber funderet i modstand mod et konkret projekt. Arbejdsgruppen kan undersøge, hvordan disse to meget forskellige grupper og deres forskellige forventninger bedst muligt inddrages i projekter via tidlig inddragelse.
- Kan man sørge for, at store projekter er afdækkede med NGO’er mv., FØR man går i gang, så der ikke hele tiden dukker nye ting op, som skal vendes og drejes og som forsinker, fx. kan man få Naturfredningsforeningen og kerne-interessenter med fra begyndelsen, så de ikke løbende blokerer.
- Det kan være svært at inddrage borgergrupper/bevægelser. Hvem repræsenterer fx grupperne? De etableres måske også sent i processen, så man er kommet langt i udarbejdelsen af materiale osv.
- Kommunerne arbejder med borgerpaneler, hvor repræsentativt udvalgte borgere, inddrages i beslutningsprocesserne. Det er repræsentativt, men opleves det også ekskluderende for dem, der gerne vil bidrage men ikke er med? Findes der en god metode, hvor man også får involveret det ”stille flertal”, så ikke kun modstandere kommer til orde?
- Der vil også være emner, der ikke kan opnås enighed om uanset om interessenter inddrages tidligt.
- Det kan også undersøges, om der er basis for at revurdere/tydeliggøre reglerne for, hvem der er klage – / høringsberettiget. Fx er borgergrupper dannet imod enkeltprojekter ikke landsdækkende og dermed ikke nødvendigvis høringsberettigede. Det er borgerne måske ikke altid klar over, og det kan skabe forventninger, der ikke imødekommes hos borgerne. Myndighederne skal også i disse situationer individuelt tage stilling til klageberettigelsen, hvilket yderligere kan forsinke sagsbehandling.
- Arbejdet må gerne om muligt pege på konkret lovgivning, der skal ændres, for at mindske sagsbehandlingstiden.
- Beretningen må gerne adressere, at den grønne omstilling er nødvendig af hensyn til klimaet, og at både VE og infrastrukturprojekter er fundamentet for det samfund, der har gjort Danmark til et af verdens bedste lande at leve i. Den udvikling kan vi godt fortsætte på en miljømæssig ansvarlig måde.