Havnestrejke igen-igen i England
Mandag 24. oktober indledte havnearbejderne i Liverpool Havn, igen, to uges strejke. Det er anden gang, de ca. 600 havnearbejdere nedlægger arbejdet i Liverpool i oktober, oplyser Shippingwatch. Den første strejke varede otte dage.
Strejken skyldes uenighed med ejerne, Peel Ports, om ny overenskomst, som skal sikre arbejderne mod den stigende inflation, der i Storbritannien er over 10 procent.
Fagforeningen Unite og Peel Ports beskylder gensidigt hinanden for at sabotere forhandlingsforløbet.
Havnearbejderne i Liverpool og Storbritanniens vigtigste containerhavn, Felixstowe, har strejket på skift de seneste måneder for at lægge maksimalt pres på ejerne. Shippingwatch skriver, at det er første gang i adskillige år, at havne rammes af strejker i Storbritannien, og strejkerne medfører store forsinkelser for containertrafikken til og fra de berørte havne.