HAVNE: MERE TEMPO, TAK!
”Det er bekymrende, at sagsbehandlingstiden stiger så meget. De her tal bekræfter, hvad vi hører fra mange af vores medlemmer. At det tager længere og længere tid at få tilladelse til klapning.
Jeg håber og forventer, at styrelsen hurtigst muligt får lagt en plan for at få sagsbehandlingstiden tilbage som den var i 2021!”
Sådan siger Danske Havnes direktør Tine Kirk til Altinget Maritim i en kommentar til, at myndighedernes sagsbehandlingstider når havne søger om lov til at udgrave og klappe sejlrender og bassiner, er eksploderet.
Under overskriften: ”Havne venter nu dobbelt så lang tid på grønt lys til dumpning som for to år siden” skriver Altinget Maritim bl.a.:
Ventetiden på at få behandlet sin sag om dumpning af opgravet havbund på havet – officielt kaldet klapning – er steget voldsomt de senere år. I første halvår af 2021 tog det i gennemsnit 4,4 måneder for at behandle en såkaldt klapsag. I andet halvår af 2023 er det steget til 9,6 måneder. Det viser tal fra Miljøstyrelsen.
Klapning, hvor man opgraver bundmateriale fra sejlrender og bassiner, sejler dem til et af Miljøstyrelsen udpeget område på havet og sænker materialet til bunds dér, er nødvendig for havnenes drift, så de kan sikre de nødvendige vanddybder. Flere fartøjer, der er helt afgørende for f.eks. transporten af elementer til havvindmøller, er både bredere og stikker stadigt dybere. De lange sagsbehandlingstider sinker dermed den grønne omstilling og Danmarks klimaplaner.