Grønt tema: Danske Havne: Den grønne omstilling er kommet for at blive
Efter nogle svære år oven på finanskrisen med dalende omsætninger og indtjeninger er de danske havne nu igen på vej frem, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viste i begyndelsen af maj, at de danske havne igen går støt frem. På alle tre parametre, som rapporten berørte, gik de danske havne frem i 2018 i forhold til året før. Der kommer flere passagerer i de danske havne, der har været fremgang i godsmængden, og krydstogtturismen er steget i både anløb og passagerer.
Ifølge brancheorganisationen Danske Havne, der repræsenterer landets erhvervshavne, har der med den økonomisk set positive udvikling de senere år samtidig spredt sig en fornyet og forstærket lyst til at drive den grønne omstilling op i et helt nyt gear:
”Den grønne omstilling er kommet for at blive, og de danske havne har taget den fuldstændigt til sig særligt over de senere år. Der tænkes i bæredygtighed i alle nye forretningsområder, og de gamle bliver samtidig optimeret. Alle, der arbejder på eller omkring havnene, har selvfølgelig en særlig interesse i, at miljøet og naturen er i topform, fordi de blå motorveje, som vi kalder havene, er noget nær den vigtigste del af vores arbejdsplads. Derfor tager vi os så godt af det som overhovedet muligt,” forklarer Tine Kirk Pedersen, der er direktør for Danske Havne.
Grønne eksempler fra hele landet
Som vi også beskriver i flere artikler på vores nye temaside om den grønne omstilling i havnene, er der masser af succeshistorier at berette fra de danske havne. I Hirtshals Havn arbejder de strategisk efter FN’s verdensmål om bæredygtighed, i Hvide Sande Havn arbejder de målrettet efter at reducere deres CO2-udslip med hele 94 procent, i København igangsætter de flere nye, grønne tiltag, og i Grenaa har de åbnet Danmarks første mobile landstrømsanlæg for at sikre en langt mere miljøvenlig strøm end den, som skibenes og boreriggenes egne dieselgeneratorer producerer.
”Jeg er meget imponeret over den rivende udvikling, vi oplever i øjeblikket. Alle steder rundt omkring i landets havne ser vi nye projekter med alt fra solceller, elbiler, stop for engangsservice og ikke mindst nye vindmøller, der både leverer grøn strøm til havnene, men som de forskellige byers indbyggere også får gavn af,” understreger Tine Kirk Pedersen.
Politisk ønske om en bæredygtig transportstrategi
Danskerne har lige sammensat Folketinget på ny. Danske Havne understreger, at de selvfølgelig ikke går op i, hvilke partier regeringen består af, eller om det er rød eller blå blok, der står i spidsen for landet. Men organisationen vil gerne byde ind med særligt ét emne til den politiske dagsorden:
”Vores forslag er, at den nye transportminister Benny Engelbrecht indkalder alle partier til forhandlinger om en langsigtet, bæredygtig transportstrategi. I Sverige og Norge har de netop langsigtede, nationale transportstrategier, men på det punkt halter vi desværre efter i Danmark,” siger Tine Kirk Pedersen.
Danske Havnes udgangspunkt er, at planen bør strække sig mindst ti år frem, og at den skal have bred politisk opbakning fra begge sider af folketingssalen, da det er et bredt, nationalt anliggende at arbejde sammen i en grønnere retning, mener direktøren:
”Den skal indeholde en sammentænkt strategi for, hvordan vi dels får udbygget infrastrukturen, men i allerhøjeste grad også, hvordan vi får flyttet gods fra vej til vand. De blå motorveje er grønnere end de grå, og når vi kan se, at havnene allerede er meget dygtige til at indrette sig i en grønnere retning, bør det være noget, som politikerne i højere grad udnytter. Derfor skal vi for første gang virkeligt forholde os til, hvilke transportformer der er bæredygtige i det lange perspektiv.
Nyt grønt udvalg på tværs af havnene
Det Blå Danmark, som havnene er en integreret del af, er selvfølgelig en stor og vigtig spiller i en udpræget søfartsnation som den danske, og branchen skaber samlet set beskæftigelse for 96.000 personer og står for 6,5 procent af dansk BNP og hele 25 procent af dansk eksport svarende til svimlende 232 milliarder kroner.
Det omfattende aftryk giver også omfattende muligheder for at gøre endnu mere i en grønnere og mere bæredygtig retning, vurderer Danske Havne, der vil tage initiativ til yderligere samarbejde på området:
”Vi har som sagt taget den grønne omstilling til os, og havnene er rigtigt godt på vej. Men vi kan selvfølgelig blive endnu bedre og nå endnu længere, hvis vi lærer mere af hinanden og i højere grad deler succeshistorierne. Derfor nedsætter vi nu et grønt udvalg på tværs af landets havne, hvor vi skal dele de gode erfaringer med hinanden, så vi får dem bredt endnu mere ud og får endnu flere med på arbejdet til vores fælles bedste. Den grønne omstilling er kommet for at blive, og der vil være store gevinster at hente for både havnene og for miljøet og naturen. Det er ren win-win,” afslutter Tine Kirk Pedersen.