Grenaa Havn kvalificerer sig til superligaen for danske havne
Endnu engang gør Grenaa Havn sig positivt bemærket. Havnen har fået det blå stempel indenfor tre vigtige ISO-standarder og er dermed toptrimmet til at fortsætte den positive udvikling havnen har været i siden 2015. Nu har havnen papir på, at kvaliteten er i top indenfor kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. Det er godt for kunderne, miljøet og ikke mindst for medarbejderne.
Det var en tilfreds QHSE-manager på Grenaa Havn, der kom i mål med alle tre certificeringer. Forud var gået to års implementering af de tre ledelsessystemer indenfor kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. Ved at blive certificeret opnår Grenaa Havn en række fordele. Blandt andet højere kvalitet, øget effektivitet, bedre styring af risici og mere tilfredse kunder og medarbejdere.
Garanti for kvalitet
Tilløbet til ISO-certificeringen tog sin begyndelse i starten af 2021. På det tidspunkt havde Grenaa Havn haft rekordstort omsætning flere år i træk, og havde et naturligt ønske om at blive ISO godkendt. Naturligt fordi flere af kunderne var store nationale og internationale virksomheder, hvor kravet ville blive, at man skulle dokumentere kvalitet og styring indenfor områderne kvalitet, miljø og arbejdsmiljø, hvis samarbejdet skulle fortsætte. Derfor var det naturligt at ’få papir på’ at tingene var i orden på havnen.
”Det var jo ikke fordi, vi ikke var i kontrol med vores virksomhed. Det var vi. Men med en voksende organisation, en del flere medarbejdere og en støt stigende omsætning var det nu, vi skulle i gang,” siger Mette Klit, QHSE-manager hos Grenaa Havn om valg af tidspunktet for at igangsætte certificeringen.
Hun understreger i øvrigt, at de tre ledelsessystemer er vigtige værktøjer, da de stiller krav til Grenaa Havn som organisation og samarbejdspartner.
”De krav, der stilles til os via certificeringerne, skal sikre, at vi altid yder vores bedste og altid stræber efter at sætte høje mål til vores normer, standarder og værdier,” fortæller Mette Klit.
Får en mere sikker arbejdsplads
Henrik Carstensen, CEO i Grenaa Havn er også sikker på, at de tre certificeringer vil være til gavn for havnens kunder og havnens medarbejdere.
”Flere af vores kunder hører til blandt de markedsførende indenfor deres felt. For dem er det et krav at deres samarbejdspartnere er certificeret i henhold til ISO-standarderne indenfor kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. Derfor er det naturligvis vigtigt for Grenaa Havn, at vi har certificeringerne, så vi kan fastholde vores kunder, men i lige så høj grad at vi kan tiltrække nye,” siger Henrik Carstensen og pointerer, at det også vil medføre en mere sikker arbejdsplads, især for de medarbejdere der færdes på havnearealerne. De der laster og losser skibene og til daglig kører de tonstunge maskiner.
”Især for de medarbejdere der arbejder på selve havnen, vil det betyde en mere sikker hverdag. Det er fordi, hver eneste lille fejl eller risiko for fejl skal indberettes i et system, så vi kan identificere situationer og steder som kan være potentielle farlige – og så gøre noget ved det i form af en handlingsplan,” fortæller Henrik Carstensen.
Efter opnåelsen af de tre ISO-standarder skal Grenaa Havn nu til at arbejde videre med optimering og konsolidering af processerne, så organisationen er klar til næste opfølgningsaudit i 2024.