Frederikshavn Havn fordobler resultat
Frederikshavn Havn kom i 2016 ud med et resultat på 17,04 mio. kr. Resultatet udgør mere end en fordobling af 2015-resultatet på 8,31 mio. kr. og er samtidig det bedste resultat siden 2007. “Jeg kan på bestyrelsens vegne sige, at vi anser årets resultat for yderst tilfredsstillende. Omsætningen i 2016 har været stigende på flere områder, og Frederikshavn Havn har været begunstiget af, at havnens kunder har udviklet deres forretninger med nye aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at vi allerede nu begynder at kunne se en positiv effekt af den kommende havneudvidelse, og vi forventer, at den positive udvikling videreføres i 2017 med et årsresultat i mindst samme størrelsesorden”, udtaler Bo Uggerhøj, der er formand for bestyrelsen i Frederikshavn Havn. Byggeriet af 1. etape af havneudvidelsen i Frederikshavn forløber planmæssigt. Ved færdiggørelsen i foråret 2018 øges havnens samlede areal med 330.000 m2 baglandsarealer, 30.000 m2 kajareal, 600 meter kaj og en vanddybde på 11 meter. Ifølge Bo Uggerhøj er der stor interesse for de mange nye muligheder, som havneudvidelsen bringer med sig: “Frederikshavn Havn er i dialog omkring nogle meget spændende projekter, som gør, at vi inden længe vil påbegynde et udbud omkring videreudbygning af havnen og vores faciliteter. Af konkurrencemæssige hensyn kan vi på nuværende tidspunkt desværre ikke komme nærmere ind på, hvad disse projekter indebærer, men vi håber snarest at komme med en mere konkret udmelding omkring den næste fase”, lyder det fra Bo Uggerhøj. Yderligere information Bo Uggerhøj, formand, Frederikshavn Havn: 20 16 58 50 / bou1@live.dk Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør, Frederikshavn Havn: 40 62 60 05 / ms@fhhavn.dk Se mere om Frederikhavn Havn her, og flere nyheder fra Danske Havne her