Frederikshavn Havn forbereder endnu en havneudvidelse
Frederikshavn Havn er tæt på at kunne melde udsolgt af de arealer og den kajkapacitet, som indgår i den igangværende havneudvidelse, Etape 1. Derfor har bestyrelsen for Frederikshavn Havn d. 7. juni 2017 besluttet, at igangsætte arbejdet med at udarbejde et beslutningsgrundlag for yderligere udvidelse af havnens kapacitet, en Etape 2. ”På baggrund af kontrakterne med bl.a. Modern American Recycling Services og et igangværende for-projekt med Orskov Yard omkring ny dokkapacitet, er vi tæt på udsolgt af såvel kajfaciliteter som baglandsarealer i Etape 1. Af hensyn til fortsat at kunne udvikle havnens aktiviteter, giver de førnævnte projekter os grundlag for allerede nu at undersøge mulighederne for en kapacitetsforøgelse med yderligere 400 meter kaj og 14 meter dybgang. Det sker for at kunne realisere andre igangværende projekter med såvel nye som eksisterende kunder,” siger Bo Uggerhøj, bestyrelsesformand, Frederikshavn Havn. Ønsket om kapacitetsforøgelse kommer midt i byggeperioden på Etape 1, en udvidelse til 570 millioner kroner, som forventes færdig 1. april 2018. ”Der er sket meget siden, vi underskrev kontrakten med Per Aarsleff på Etape 1 i august 2015, og det viser sig nu, at forberedelsen til 14 meter dybgang var en yderst fornuftig beslutning. Det kommer tidligere end forventet, at vi nu kan undersøge yderligere udvidelse, men de indgåede kontrakter og de projekter, vi pt. forhandler om, viser os, at en uddybning til 14 meter har stort potentiale, ”siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør, Frederikshavn Havn. Beslutningsgrundlaget, som bestyrelsen i dag vedtog at arbejde videre med, skal præsenteres for ejeren, Frederikshavn Kommune. ”Det glæder os som ejer, at Frederikshavn Havn er så stor en styrke for vores område, og at såvel nye som eksisterende kunder er klar til at investere i havnen. Det beviser at vores valg af erhvervsstrategi er rigtigt,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune. Et af de projekter, der er med til at danne baggrunden for arbejdet med Etape 2, er planen om en forøgelse af dokkapaciteten hos en af de maritime sværvægtere på Frederikshavn Havn, Orskov Yard: ”Havneudvidelsen i Frederikshavn giver os nye muligheder for at investere i flere faciliteter, så vi hos Orskov Yard er rustet til fremtiden. Vi har en rigtig god dialog med Frederikshavn Havn og kigger pt. på den mest optimale løsning omkring dokkapacitet,” siger Lars Fischer, salgsdirektør, Orskov Yard. Etape 1 i havneudvidelsen omfatter 330.000 m2 baglandsareal og 600 meter kaj med 11 meter dybgang. Pris DKK 570 millioner. En Etape 2 vil betyde yderligere 400 meter kaj samt en uddybning til 14 meter i havnebassinet. Ved spørgsmål, kontakt Bestyrelsesformand Bo Uggerhøj Mobil 2016 5850 eller Adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen Mobil 4062 6005 Se flere nyheder fra Danske Havne her