Fortsat stabil fremgang danner grundlag for investeringer målrettet behovet fra kunderne i fremtidens grønne omstilling
2023 blev endnu et år med positiv udvikling over hele linjen for Odense Havn A/S samtidig med en markant reduktion af havnens CO2-udledning på 19%.
- Udlejede kvm. til vindvirksomheder steg med 18,5% på Odense Havn i 2023.
- Odense Havn A/S har reduceret sin CO2-udledning med 19% sammenlignet med 2022.
- Odense Havn investerede et trecifret millionbeløb i infrastruktur og bygninger til kunderne.
- Havnens omsætning steg 18% til 279 mio. kr., og Odense Havn er nu Danmarks næststørste erhvervshavn målt på omsætning og med 8,5 mio. kvm. landets største havn målt på areal.
- Odense Havn A/S gik ud af 2023 med en stigning i den primære drift på 26% og et overskud på 79 mio. kr., der med en egenkapital på 1,43 mia. kr. og en soliditet på 71% danner et solidt grundlag for yderligere investeringer til gavn for kundernes mulighed for at facilitere den grønne omstilling
3.200 mennesker gik hver eneste dag gennem portene på Odense Havn sidste år, hvilket overgår de 2.700 medarbejdere, der var ansat på Odense Staalskibsværft, da beslutningen om at lukke værftet blev meldt ud i 2009. Der er fortsat et stort jobpotentiale for havnens kunder, og der er lang vej op til de ca. 6.800 daglige medarbejdere på værftet, da beskæftigelsen toppede, men ikke desto mindre genererer det tidligere værftsområde på Lindø i Munkebo nu igen tusindvis af lokale arbejdspladser.
“Det er en milepæl for os, og vi er meget tilfredse med, at aktiviteten på havnen har nået det niveau. Det er et udtryk for, at vi gennem de seneste mange år har leveret de rette muligheder for industrien og kunderne på havnen. Det er en positiv spiral, for når virksomhederne på havnen vokser, og det går godt for vores kunder, får vi bedre mulighed for at drive og udvikle en havn, der bedst muligt understøtter bidraget til den grønne omstilling i Danmark og Europa”, siger Carsten Aa, administrerende direktør i Odense Havn A/S.
Vindvirksomheder optager mere plads på Odense Havn
Odense Havn kan se tilbage på et 2023 med stor aktivitet, hvor belægningsprocenten på bygningerne var 98%, og de totale antal udlejede havnearealer steg med 12%. Havnen oplevede i 2023 vækst på alle fire strategiske forretningsområder, hvor særligt vindvirksomheder optager mere plads på Odense Havn, der har fokus på at levere de bedste rammer til faciliteringen af den grønne omstilling. Det medførte en markant stigning på 18,5% i udlejede kvm. til vindvirksomhederne på Odense Havn i 2023 sammenlignet med 2022.
I 2023 lød årets nettoomsætning og andre driftsindtægter på 279 mio. kroner og resultatet af den primære drift steg med 26% i forhold til sidste år, og udgjorde 81 mio. kroner i 2023. Årets resultat viser et overskud på 79 mio. kroner med en overskudsgrad på 29% med en støt stigende egenkapital, der har rundet 1,43 mia. kroner. Havnens soliditet er stærk og udgør 71%. Ultimo 2023 var der ansat 94 medarbejdere i virksomheden Odense Havn A/S, hvilket svarer til en stigning i medarbejderstaben på 15%.
“Der er stor tilfredshed i bestyrelsen. Det er endnu et stærkt resultat, og det viser med al tydelighed at vores fokus på de fire strategiske forretningsområder, herunder havvind, bærer frugt. Den fortsatte positive udvikling er et udtryk for, at det går godt for kunderne på havnen, og at havnens medarbejdere lægger en stor indsats i at folde strategien ud i livet, så rammerne på Odense Havn matcher kundernes behov. Det giver mulighed for, at Odense Havn fortsat kan investere i at levere de bedste forudsætninger til nøglevirksomheder inden for den grønne omstilling,” lyder det fra bestyrelsesformand, Lars Therkildsen.
Odense Havn har de seneste to år investeret 360 mio. kroner i havneinfrastruktur, bygninger og maskinel til gavn for kunderne, og har i 2023 fremlagt planer for, hvordan der i de kommende år kan investeres i yderligere udvidelser af havnen til facilitering af kundernes behov inden for den grønne omstilling. Dertil er Odense Dry Port med 1,1 mio. kvm. areal til logistikformål i projektudviklingsfasen.
“Odense Havns resultater er særdeles positive, og det styrker mulighederne for at foretage nødvendige investeringer. Resultaterne skaber et solidt grundlag for at levere de fremtidige havnefaciliteter til gavn for jobskabelsen og væksten inden for den grønne omstilling, som er så vigtig en styrkeposition for Danmark og ikke mindst Fyn,” siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, der også er næstformand i Odense Havn.
Odense Havn har reduceret CO2-udledningen med 19%
Mens fremgangen på Odense Havn fortsatte, så reducerede Odense Havn A/S sin CO2-udledning i scope 1 og 2 med 19% i forhold til 2022. Der benyttes i højere grad strøm til krankørsel, og dieselforbruget er reduceret markant. Samtidig anvendes der udelukkende HVO-biodiesel på de to nyeste mobilkraner, hvilket giver en væsentlig CO2-reduktion. Dermed blev 2023 et stort skridt i retning på vejen mod at indfri ambitionen om, at Odense Havn A/S skal være CO2-neutral (scope 1 og 2) i år 2030.
Foruden indsatsen på havnens areal fortsætter den prioriterede indsats i Odense Klimapartnerskab og Odense Fjord Samarbejdet, hvor Odense Havn sammen med en række interessenter fra kommuner, industrien, landbruget, interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner arbejder for at finde virkemidlerne til at forbedre vandmiljøtilstanden i Odense Fjord.
Fortsat udbygning af unikke test- og teknologicentre
I 2023 fortsatte arbejdet med etableringen af verdens første Robotcenter for store konstruktioner på Odense Havn. Large Structure Productions (LSP) under Syddansk Universitet forventes at stå færdig i 2025, og er et af flere unikke test- og teknologicentre på Odense Havn, hvor også verdens førende testcenter af naceller til vindmøller, Lindø Offshore Renewables Centre (LORC), højner innovation og kvalitet i dansk industri.
“Det er altafgørende, at Odense Havn ikke blot er en vindhavn, men også er en videnshavn. Vi faciliterer den grønne omstilling ved at tilbyde vores kunder optimale faciliteter til deres produktion. Vi vil skabe et miljø, hvor vi kombinerer tung industri med tung viden her på Odense Havn, så vi sammen kan skabe et kraftcenter for vind, viden og vækst – og udvikle nye løsninger på fremtidens udfordringer”, siger Carsten Aa.
Odense Havn har i løbet af 2023 været vært ved adskillige seminarer med havvind på toppen af dagsordenen, hvor eksterne oplægsholdere har understreget vigtigheden af fortsatte investeringer i infrastruktur og kapacitet på danske havne til gavn for faciliteringen af den grønne omstilling. Samme emne bragte statsminister, Mette Frederiksen, op i sin tale ved Folketingets åbning i oktober, hvor hun efter et besøg på Odense Havn understregede behovet for, at hvis ikke Danmark og Europa speeder op, så svigter vi ikke kun vores ansvar for at accelerere den grønne omstilling, så taber vi også den internationale konkurrence om, hvor fremtidens grønne virksomheder etablerer sig.