For få mænd på dækket: Både rederierne og havnene mangler arbejdskraft
Dette er en citathistorie. Den oprindelige historie kan læses hos ShippingWatch her.
Hele den maritime sektor sejler med fuld kraft fremad mod en bæredygtig omstilling af godstransporten.
Problemet er bare, at de store ambitioner i et vist omfang forhindres i at blive realiseret. Det skyldes manglende højtspecialiseret arbejdskraft inde for grøn omstilling.
Der er tale om en allestedsnærværende udfordring for branchen, al den stund at selv mastodonter som Rotterdam Havn og Mærsk også higer efter de eftertragtede, nyslåede kandidater fra universiteterne. Både de unge talenter, der mestrer det grønne område, men i høj grad også IT-specialisterne, hvis færdigheder kan give virksomhederne lige netop de effektiviseringer, der skal til for at slå rivalerne i en stadigt mere konkurrencepræget sektor.
Arbejdskraftsproblemet strækker sig desværre for havnene og rederierne videre end til blot højtspecialiserede medarbejdere; også de søfolk, der skal stå for det traditionelle arbejde på skibene, er blevet en mangelvare.
Udfordringer er af en sådan kaliber, at der mangler hele 8.000 medarbejdere på tværs af funktioner i Rotterdam Havn, der er Europas største.
Ifølge havnen består løsningen i, at virksomhederne må tiltrække de bedste kandidater gennem favorable arbejdsvilkår.