Kraner
Stille kraner til rådighed
Udgangspunktet er, at en kommunal selvstyrehavn er berettiget til at stille kraner til rådighed for havnens bruger.
Udlejningen af kranerne kan altså ske som en del af havnens drift og henregnes ikke til de aktiviteter, der skal annonceres.
Køb/salg af kraner
Hvis en selvstyrehavn vil indkøbe yderligere kraner, er det udbudspligtigt, mens salg af kraner ikke er udbudspligtigt.
Havnen skal dog ved et salg af kraner agere økonomisk fornuftigt, så den bør søge at fastlægge markedsværdien. Det kan ske ved en fagkyndig vurdering, referencepriser, ved at udbyde kranerne offentligt til salg eller via mægler.
Det er altså muligt for havnen at sælge sine kraner til f.eks. den lokale shippingvirksomhed, hvis det sker på markedsvilkår.
Havnen kan ikke garantere køberen af kranerne noget ”monopol” på at kunne køre kran på havnen som den eneste.
Samarbejde om krandrift
Når en selvstyrehavn kan gøre det ”mere” selv at operere kranerne, kan havnen også ”i det mindre” samarbejde med en virksomhed herom.
Spørgsmålet er så, hvordan havnen skal finde en samarbejdspartner, og på hvilke vilkår samarbejdet skal foregå. Der er mulighed for havnen at indgå i et joint venture, et fælles selskab eller i en koncession på drift af havnens kraner.
Uanset hvilke samarbejdsform, der vælges, er samarbejdet i udgangspunktet ikke underlagt udbudslovgivningen.
Indgåelse af større koncessionskontrakter er dog særskilt reguleret i koncessionsdirektivet.
Havnen skal efter både statsstøtteregler og forvaltningsretten indgå i samarbejdet både økonomisk forsvarligt og forvaltningsmæssigt sagligt.
Havnen kan altså f.eks. ikke indgå et samarbejde med ”den første, den bedste”, men skal forudgående kvalificere udvælgelsen af en samarbejdspartner.
Den mest effektive måde at udfinde de markedsmæssige vilkår på er at iværksætte en kort, struktureret proces med flere, potentielle samarbejdspartnere. Havnen bør altså tilsende en håndfuld potentielle samarbejdspartnere en kort beskrivelse (prospekt) af muligheden og anmode dem om at tilkendegive deres interesse.
Kransamarbejde skal tilsvarende indgås på markedsmæssige vilkår (pris; fordeling af indskud, risiko og fortjeneste, ledelsesret m.v.)
Afgørende er her, at der ikke i samarbejdet 1) sker overførsel af midler fra havnen til en privat partner, eller 2) sker overførsel af risiko fra den private partner til havnen.
Det er antaget i praksis, at den offentlige myndighed i så henseende agerer økonomisk forsvarligt ved at rådføre sig med mæglere, revisorer, advokater m.v.
Havnen kan ikke i en ejeraftale påtage sig forpligtelser, der er usædvanlige for en privat investor, eller som angår havnens ansvar som havnemyndighed.
Desuden bør havnen sikre sig sædvanlige investorrettigheder – f.eks. vetoret, ret til udpegning af ledelsesmedlemmer, ret til exit fra samarbejdet m.v.
Kræver kraner på over 100 m tilladelse
Der er som udgangspunkt ikke særlige regler, der medfører, at en havn skal have en særskilt tilladelse til, at en af havnens kunder må arbejde med kraner på over 100 meter.
Formodningen er, at det er operatørens ansvar at sikre nødvendige tilladelser, og at dette vil være tilstrækkeligt.